Arden og omegn

Høstmarked i Brøndbjerg i smukt september-vejr

Høstmarked i Brøndbjerg i smukt september-vejr

Redaktion
Af Redaktion 29. september 2022

Af Lone K. Hansen

Solen skinnede fra en lyseblå september-himmel, da der var høstmarked i Brøndbjerg d. 25. september.

Høstmarkedet blev arrangeret af Astrup og Rostrup Kirker, og det trak mere end 120 mennesker til den hyggelige festplads i den smukke landsby Brøndbjerg, der ligger lige mellem de to kirker.

Eftermiddagen blev indledt med en festlig høstgudstjeneste, hvor årets konfirmander blev præsenteret og kirkernes kor sang efterårssange og salmer.

Efter gudstjenesten åbnede boderne. Salget gik lystigt som snakken over bordene, og man kunne både købe marmelader, genbrugsguld, grøntsager, hæklerier, kunsthåndværk og meget mere med sig hjem.
Der var guldgravning i korn, skattejagt og bål for børnene. Fortællingerne gik lystigt om den gamle 6 fods Dronningborg mejetærsker, og man kunne høre om kirkebierne og honningproduktionen ved bistaderne på Rostrup Kirkegård.

Indsamling til Folkekirkens Nødhjælp

– Baggrunden for den festlige eftermiddag, er naturligvis en fejring af og tak for årets høst, og samtidig et ønske om at dele høstens overskud med verdens fattigste og mest sårbare mennesker, fortæller Rita Rydborg, der er menighedsrådsformand i Astrup og fortsætter:

– Den nuværende situation taget i betragtning her til lands, men særligt i verden omkring os er der nok at bekymre sig over. Men samtidig er glæden over høsten med til at bringe håb. Det håb må vi dele med hinanden.

Derfor gik overskuddet for salget af mad og drikke samt indtægterne ved det store høstlotteri til Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Der blev samlet knapt 8.000 kroner ind, som nu kommer til at gøre gavn der, hvor nøden er størst.

Høstmarkedet er allerede en tradition i Astrup og Rostrup, for det er nu femte gang, at de to sogne samles til et fælles høstmarked.

– Vi glæder os til at fejre høstmarked igen næste år den sidste søndag i september, slutter Rita Rydborg.

Arden og omegn

Se flere artikler