Nyheder

Hos Teglgaarden i Als kan væggene tale

Men hvad siger beboere og personale?

Hos Teglgaarden i Als kan væggene tale
Af Redaktion 23. februar 2024

Når man i dag træder ind på plejecenter Teglgaarden i Als, bliver man mødt af farvestrålende vægmalerier, med let genkendelige nutidige lokale motiver, men også motiver som kalder på minder fra en svunden tid. Og det var netop planen da ideen i sin tid opstod – at motiverne fra både nu og før kunne give grobund for en god snak mellem beboere og personale.

Plejecenter Teglgaarden i Als var i 2023 så heldige at få doneret 60.000,- fra Spar Nord fonden til vægmalerier – en indsats som ikke mindst Esther Riise Svendsen fra frivilliggruppen kan takkes for. Og da det lykkedes, stod Kiss Jônsson fra Kiss Art straks klar med penslen!

KissArt maler vægmalerier, hvor motiverne er afstemt efter omgivelserne, og hvor døre, vinduer, diverse rør, kontakter mv. er integreret i et samlet hele. Dette giver i sidste ende en helt anden oplevelse og en langt større wauw-effekt, end hvad traditionelle malerier eller anden “firkantet” udsmykning, hængt på væggen kan.

Og nu kan resultatet altså nydes i begge husets afdelinger – “Ved Havet” og “Under kastanjen”
Og afdelingernes navne afspejler også motiverne – her er både kastanjetræer og egnens vilde dyreliv repræsenteret – og selvfølgelig den smukke Als Kirke. Og der er detaljer i massevis!

“Vi er meget meget glade for resultatet, og er meget taknemmelig for at Spar Nord fonden har givet os muligheden”, fortæller centerleder Heidi Jensen. “Faktisk ønsker vi os endnu flere vægmalerier, om end i lidt mindre format, og der er fuld gang i at søge midler”.

Kis Holt Nielsen fra personalegruppen siger: ” En dag, når jeg får tid, vil jeg sætte mig ned og kikke på alle de fine detaljer på malerierne. I hverdagen bliver det kun til et hurtigt blik fordi vi jo har travlt. Men det er fantastisk flot og farverigt – man bliver glad af det!”

I fællesrummet fangede vi et par søde damer, som var på vej til fællessang i papegøjestuen med frivillig-gruppen. Bente Bersang Rask og Karen Houtved var også begge begejstrede for den nye vægpynt. “Der er meget at kikke på, og det liver op i huset”, var de begge enige om.

Hvis væggene kunne tale… det kan de på Teglgaarden i Als!

Dødsfald i Hadsund

Læs også: Dødsfald i Hadsund

Spejder for en dag: Hobro Gruppe inviterer til åbent hus

Læs også: Spejder for en dag: Hobro Gruppe inviterer til åbent hus

Tilmeld dig vores nyhedsbrev