Htx bliver igen udbudt i Hobro fra næste skoleår

26. december 2019

Ren win-win

AF Klaus Hansen

Det bedste fra begge verdener

Undervisningsministeriet har nu givet grønt lys for et nyt samarbejde mellem Mariagerfjord Gymnasium og Erhvervsskolerne Aars. Det betyder, at htx i Hobro er en realitet, og at uddannelsen allerede udbydes fra 2020.

Htx bliver igen udbudt i Hobro fra næste skoleår. Det er resultatet af et nyt samarbejde mellem Mariagerfjord Gymnasium og Erhvervsskolerne Aars, der sammen vil sikre en stærk ungdomsuddannelse. Mens Mariagerfjord Gymnasium har et levende ungdomsmiljø, erfaring med htx-uddannelsen og kendskab til lokalområdet, har Erhvervsskolerne Aars en helt specifik erhvervsfaglig profil og mere avancerede faciliteter, der vil komme eleverne til gode.

– Udover at vi er meget glade for og stolte over det samarbejde, vi har med Mariagerfjord Gymnasium, så tjener det også et højere formål, nemlig at sætte de unge i fokus. Vi ønsker at give dem de optimale muligheder for at tage en uddannelse med kvalitet og relevans inden for lige netop det, de går og drømmer om. Så kan det være, at vi som uddannelsesinstitutioner indimellem må bøje os lidt ud af de normale rammer for at sikre de bedste betingelser for de unge. Det gør vi gerne, og dette samarbejde er et godt eksempel på det, udtaler Ulf Givskov Bendter, direktør, Erhvervsskolerne Aars.

Også på Mariagerfjord Gymnasium er der stor glæde over samarbejdet, der bringer htx tilbage til Hobro.

– Htx er en gymnasial uddannelse, der taler til mange, og som åbner utallige døre. Dét har de unge fået øjnene op for, og vi har mærket en stor interesse for uddannelsen. Samtidig er det klart, at transporttiden spiller en afgørende rolle, når de unge skal vælge ungdomsuddannelse, og nu slipper de for at skulle pendle langt for at få en htx-studenterhue. De kan blive i lokalområdet på samme gymnasium som mange af deres venner fra folkeskolen. Vores erfaring er, at det er en fordel vores nuværende htx-elever trives og klarer sig godt både fagligt og socialt på gymnasiet, lyder det fra Hans Henrik Bøg Holme, der er uddannelsesleder med ansvar for htx på Mariagerfjord Gymnasium.

Både kommunerne og regionen støtter samarbejdet og indstillede til Undervisningsministeriet, at htx skal udbydes i Hobro for at sikre et bredt udvalg af ungdomsuddannelser i kommunen. Desuden har Region Nordjylland bevilliget 750.000 kr. fordelt over tre år, så samarbejdet og htx-uddannelsen kan komme godt fra start.

Den daglige undervisning kommer til at foregå på Mariagerfjord Gymnasium, der har værksted, laboratorier og et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv. Htx-eleverne er samtidig en vigtig del af skolens studiemiljø og kan benytte gymnasiets mange tilbud.

Cirka syv gange i løbet af hvert skoleår skal eleverne på ekskursion til Aars, hvor de skal arbejde med skolens avancerede faciliteter i forbindelse med større projekter. Erhvervsskolerne Aars råder nemlig over et utal af værksteder alt lige fra droner og 3D-print til smede- og træværksteder, som eleverne kan få adgang til. Det giver nye, optimale muligheder for at udvikle projekter og idéer i undervisningen.

De nuværende htx-elever på Mariagerfjord Gymnasium er glade for, at uddannelsen fortsætter i Hobro, for ifølge dem kan den noget helt særligt.

– For mig har htx i Hobro været ren win-win. Jeg får både en teknisk studentereksamen og er samtidig en del af gymnasiets studiemiljø med skolens andre elever. Htx-eleverne er med til fællestimer, fredagscaféer og fester, og vi har også mulighed for at være med i tegneklubben, miljørådet, den årlige musical og en masse andre udvalg. Nogle af mine klassekammerater har fx været spotmænd i en forestilling, og jeg selv er fotograf, når musicalen går i gang. Det er selvfølgelig ikke alle, der er med til alt, men bare dét, at vi har muligheden, synes jeg, er fedt, siger Frederik Østergaard fra 3.u.

Rammerne for samarbejdet mellem Mariagerfjord Gymnasium og Erhvervsskolerne Aars er fastlagt i en samarbejdsaftale, som sikrer, at htx-uddannelsen lever op til bekendtgørelserne for det erhvervsgymnasiale område.

Kort om htx
Htx er en treårig gymnasial ungdomsuddannelse, der åbner op for en lang række videregående uddannelser og giver nøjagtig de samme muligheder som fx stx-uddannelsen. Forskellen er, at htx giver en teknisk studentereksamen, hvor man har naturfaglige og tekniske fag på et højt niveau, og hvor man lærer at arbejde problem- og projektorienteret.

Dermed henvender htx-uddannelsen sig til de elever, der brænder for naturvidenskab eller teknologi, og som er interesseret i at få ting til at virke og gerne vil afprøve teorier i praksis enten i værkstedet eller i samarbejde med erhvervslivet. I løbet af uddannelsen bliver eleverne kastet ud i forsøg og større projekter, hvor de går i dybden med fagene, indsamler ny viden og finder løsninger.

Elever i 8., 9. og 10. klasser kan allerede nu få en smagsprøve på htx-uddannelsen, når de skal på introkursus eller i brobygning på Mariagerfjord Gymnasium.

Hobro og omegn

Se flere artikler