En 2.g htx klasse fra HTX Hobro har netop afsluttet en uges erhvervspraktik i forskellige studierelevante virksomheder i Himmerland. Praktikken gav eleverne mulighed for at opleve naturvidenskab, teknologi og kommunikation i praksis og få inspiration til deres videre uddannelsesvalg.
I løbet af praktikperioden besøgte eleverne blandt andet virksomheder som Eurowind, BM Byggeindustri, Viking Genetics og Kramm Advokater. Her fik de indblik i forskellige arbejdsopgaver og projekter inden for arbejdsmiljø, vindenergi, husdyravl, markedsplaner, udarbejdelse af plantegninger og jura i praksis. Eleverne fik også lejlighed til at arbejde med egne ideer og løsninger under vejledning af professionelle fagfolk.
“Det har været meget spændende og lærerigt at være i praktik hos Eurowind. Jeg har fået et godt indtryk af, hvordan det er at arbejde som ingeniør med vindmøller. Det har også været sjovt at klatre op i toppen af en vindmølle,” siger William Lindbøg Albrektsen fra 2.g htx.
“Jeg fandt ud af, at der foregår mange ting uden for mediernes søgelys i forbindelse med en retssag. Det var fedt, at se, at man kan bruge det vi lærer i skolen, som f.eks. at analysere en tekst. Det var også ret vildt at være med til en retssag,” siger Sheila Kurjak fra 2.g htx.
Erhvervspraktikken er en del af htx-uddannelsen på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG) i Hobro. Htx er et gymnasium med fokus på naturvidenskab, teknologi og kommunikation. Uddannelsen giver adgang til mange forskellige videregående uddannelser inden for disse områder.
“Formålet med erhvervspraktikken er at give eleverne et realistisk billede af de muligheder og krav, der venter dem efter gymnasiet. Vi vil gerne styrke elevernes motivation for læring ved at vise dem relevansen af det teoretiske stof i den virkelige verden,” siger Kåre Sig Sørensen, koordinator for HTX Hobro.