Nyheder
Hunde med næse for pokaler
.Mange medlemmer af Dansk Politihundeforenings Hobro afdeling har ved efterårets konkurrencer opnået rigtig flotte resultater, senest blev det i lørdags til en 1. plads til Hanne Schmidt, Lindum, med malinoisen Hally med 107,7 point ved årets julekonkurrence for ukårede hunde, som traditionen tro foregår i Brovst. Her deltog også Claus Truelsen, Fårup, med schæferen Tito, […]
.
Mange medlemmer af Dansk Politihundeforenings Hobro afdeling har ved efterårets konkurrencer opnået rigtig flotte resultater, senest blev det i lørdags til en 1. plads til Hanne Schmidt, Lindum, med malinoisen Hally med 107,7 point ved årets julekonkurrence for ukårede hunde, som traditionen tro foregår i Brovst. Her deltog også Claus Truelsen, Fårup, med schæferen Tito, og de blev nr. 5 med 93,8 point. Samlet rakte det til en flot 2. plads til Hobro.
Michael Thygesen med malinoisen Dixi er i efteråret blevet kåret med et rigtig flot resultat på 103,7 ud af 110 mulige point, så nu er de klar til forårets unghunde-konkurrencer.
Også efterårets unghundekonkurrence i Ålborg viste, at seriøs og målrettet træning kastede pokaler af sig, idet Tina Veisene, Rold, med schæferen Missi blev nr. 4 ud af 12 deltager, med hele 172,6 point ud af 180 mulige. Det flotte pointtal betyder samtidig, at Tina og Missi nu er i patruljeklassen.
Martin Kjærgård Mejer, Snæbum, med schæferen Rocco deltog i patruljeklassen ved DM i Nykøbing Falster, idet de havde kvalificerede sig med 219,9 point. Ved DM blev det til en 9. plads med 197,4 point, og det flotte resultat giver dem endvidere en halv oprykning til kriminalklassen.
Men selvom julen nærmer sig, så hviler hunde og hundeførere ikke på laurbærrene der trænes fortsat vinteren igennem, både på pladsen på Døstrupvej, og på de marker og skov, som PH Hobro har været så heldig at få stillet til rådighed af velvillige lodsejere – uden dem kunne de flotte resultater ikke komme i hus. Selvom der først er konkurrencer igen i marts, er der altid lige et par detaljer, der skal pudses af, for med de mange oprykninger i løbet af 2014 er øvelserne ved næste års konkurrencer endnu vanskeligere, og derfor er det en god idé at bruge tiden på at få de enkelte øvelser helt på plads inden næste konkurrence, slutter en tilfreds formand, Hans Henrik Sørensen, Arden, som kan se tilbage på et år med mange flotte konkurrence-resultater blandt Hobro afdelingens ca. 40 medlemmer. Det er så absolut en forening, som ikke har toppet endnu, selvom afdelingen kan fejre 60 års jubilæum, hvilket markeres med en sammenkomst i klubhuset på Døstrupvej lørdag d. 13.12.2014.