Hurra for den nye P-plads

6. juni 2014
Hurra for den nye P-plads

.
Læserbrev af Kim Nørdam Andersen, Birkholt 4, 9560 Hadsund

Det er en stor glæde for Hadsund by og brugerne af Kulturcenteret at byrådet har besluttet at færdiggøre den store P-plads ved siden af kulturcentret.
Det er ligeledes godt at se der er projekteret med både buske, træer og 10 nye parklamper, iflg. plantegningen, for det skulle jo helst ikke bare blive en stor sort asfalteret grund uden en kulturel sjæl. Grunden ligger med den fineste udsigt til fjorden og kan blive et rekreativt sted hvis der tænkes lidt mere ind i projektet. Her tænker jeg først og fremmest på at den tidligere skulptur, moder og børn, som tidligere stod i den gamle skolegård, at den selvfølgelig skal tilbage til stedet. Den kunne stå på det viste fliseareal, blot på en enkel pæn sten.
Der kunne måske ligeledes afsættes et par pladser til lokale udøvende kunstnere som på skift kunne udstille deres kunstværker. Det ville give et varieret liv , det er jo et kulturcenter.
Hvis der kunne findes penge til reetablering af de oprindelige vinduespartier ind til salen, ville dette give et fantastisk liv både ind til salen og åbne ud fra denne og understøtte at dette er er et kulturcenter/forsamlingshus for alle.
Et stort ønske kunne ligeledes være at få genskabt den tidligere træterrasse, enten nu eller senere når der måtte være midler hertil. Måske lokale sponsorer kunne rejse midlerne mod en diskret reklame. Hvorom alting er så er det et sted der endelig bliver peppet op efter mange år som en uskøn plads og vil dække et stort behov for kulturcentret.

Der er åbent for kommentarer nederst på siden.