.
Mariagerfjord.dk fortæller:
Ældrelivet på et plejehjem behøver absolut ikke at være trist og indholdsløst. Derfor arbejder plejepersonalet i Mariagerfjord Kommune aktivt for at skabe et godt ældreliv for beboerne. Nu inviterer plejecentrene i Distrikt 2 alle til at komme og opleve det.
Plejecentrene tilbyder masser af aktiviteter; der er både de mere traditionelle, som strikkeklub og mandeklub men der er også alternativer såsom smykkefremstilling, markedsdage og OL afholdt sammen med dagplejebørn i nærområdet.
I Plejedistrikt 2 fokuserer personalet også på, at beboerne får god mad.
– Vi gør meget ud af maden. Den skal både smage og dufte, fortæller Hanne Virkman, Distriktsleder. Hun beskriver desuden et nyt tiltag, hvor personalet laver brunch med blandt andet æg, bacon og pandekager.
Undersøgelser af Mariagerfjord Kommunes ældre viser nemlig, at noget af det mest værdsatte ved et måltid er duften. Ikke alle plejecentre i Distrikt 2 laver deres mad på adressen men Hanne Virkman fortæller, at de steder, der ikke laver hovedmåltidet selv, gør meget ud af at tilberede fx duftende og velsmagende bagværk og appetitvækkere til eftermiddags- og aftenkaffe. Ligeledes er der fokus på, at oplevelserne og rammerne er indbydende.
Hanne Virkman forklarer, at det er nye tider og en ny generation af ældre med et andet syn på det gode ældreliv. Derfor skal plejecentrene være nytænkende og følge med tiden.
– Der er stadig fut i vores ældre generationer, når de kommer på plejecentre; de vil opleve og stadig være en del af det aktive liv. Betydningen af at være noget for nogen har stor værdi og mange af de ældre indgår nye venskaber, når de flytter ind på et plejecenter.
Baggrund
Distrikt 2 vil gerne vise deres bud på det gode ældreliv og inviterer derfor alle til Åbent Hus. Her vil være rundvisning, smagsprøver og et lille kig ind i, hvilke aktiviteter de forskellige plejecentre tilbyder.
Åbent Hus på Plejecenter Fjordvang i Mariager og Plejecenter De Gamles Gård i Assens lørdag den 10. maj og på Plejecenter Solgaven i Hobro og på Odinsgård i Onsild lørdag den 24. maj.