Af Lone K. Hansen
Er kæresten skredet, eller har du svært ved at få det hele til at hænge sammen? Presser eksamenerne og lektierne dig? Føler du dig ensom, trist eller ikke god nok? Er livet bare gået skævt? Kunne du godt bruge en at tale med om det, som er svært?
Du kan bruge en præst til at tale om lige netop det, du går og tumler med. Sorg og glæde og alt midt imellem. Præsten har tavshedspligt, og det betyder, at det du fortæller, ikke kommer videre til andre. Præsten har erfaring med at tale med mennesker i alle livssituationer, og du kan forvente et medmenneske, der vil lytte og tage dig alvorligt.
Du behøver ikke være kristen eller tro på Gud for at tale med en præst.
På Mariagerfjord Gymnasium er Morten Krogsgaard Holmriis præst og du kan møde ham på gymnasiets bibliotek torsdage i ulige uger kl. 11-13, men du kan også sagtens lave aftale om at mødes andre dage.
Morten er udover at være gymnasiepræst også præst i byerne Rostrup og Astrup.
Det er Aalborg Stift der i 2012 indførte ordningen med gymnasiepræster, så præsterne kunne komme ud og hjælpe unge mennesker med ondt i sjælen.