.
De nominerede til titlen som Årets Dyreven 2018 yder vidt forskellige indsatser, men fælles for dem er, at de alle er med til at sætte fokus på dyr og deres velfærd.
Hvert år kårer Dyrenes Beskyttelse Årets Dyreven. En pris som gives til en eller flere mennesker, som gør en ekstraordinær indsats for dyr enten i deres arbejde eller deres fritid.
Årets Dyreven er en pris, som er med til at skabe fokus på, hvordan mennesker kan sikre dyrs velfærd og hvordan vi alle kan være det gode eksempel på, hvordan dyr behandles respektfuldt.
Årets Dyreven udvælges blandt vinderne af tre kategorier, nemlig Årets Helt, Årets Frontløber og Årets Brobygger. Det er befolkningen, som stemme og vælger hver kategorivinder. Afstemningen foregår på indtil den 19. oktober.
Kategorien Årets Helt dækker over personer, som har leveret en langvarig indsats for dyrene eller udført en spektakulær handling for at redde dyr. I denne kategori er følgende kandidater nomineret:
Mathias Sørensen, for at have reddet en hund fra at drukne i Jyllinge havn.
Hans Olsen fra Køge, som drivkraften bag Kattepatruljen, som hjælper danske katte i nød.
Hans Åge Hjersen, som direktør i Frydenlund Fuglepark på Fyn, som hjælper svigtede tamfugle.
Kategorien Årets Brobygger dækker over personer, som bidrager til at synliggøre eller fremme dyrs værdi og den værdi, dyr kan tilføre mennesker og samfund. I denne kategori er følgende kandidater nomineret:
Vicky Knudsen fra Vesterbro, naturformidler, for sit formidlingsarbejde til naturnovicer
Niels Henrik Ove, bisonfarmer fra Fyn, for at åbne danskernes øjne for det prægtige dyr.
Naturcenter Amager, for at klæde børn og voksne byboer på til at forstå naturen bedre.
Årets Frontløber dækker over kandidater, der går foran og yder en ekstraordinær indsats i kampen for bedre dyrevelfærd fra bonde til bøf. I denne kategori er følgende kandidater nominerede.
Familien Rokkedahl, Landmænd fra Nordjylland, for arbejde på at få flere velfærdskyllinger i køledisken bl.a. ved etablering af nyt slagteri med en lang række dyrevelfærdsforbedringer.
Laurids Siig Christensen, Landmand fra Sejerø for at vise, hvordan man både kan producere gæs og opretholde en rigtig god dyrevelfærd.
Christian Nørgaard og Andreas Lindqvist, journalister, for med deres bog Spis ordentligt at klæde forbrugere på til at træffe oplyste valg både i forhold til dyrevelfærd og bæredygtighed.