Nyheder
Hvem har gjort en forskel for erhvervslivet?
Hvem har ydet en ekstraordinær indsats og gjort en forskel for erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune?
.
Kender du en person, gruppe eller virksomhed, der har ydet en ekstraordinær erhvervsmæssig indsats til fremme af erhvervsudviklingen i Mariagerfjord Kommune? Så har du nu mulighed for at give dem anerkendelse for deres indsats, ved at indstille dem til modtagelse af årets Aktiv Pris, der uddeles af Mariagerfjord Erhvervsråd.
Mariagerfjord Erhvervsråd indkalder nu kandidater til modtagelse af den årlige Aktiv Pris. Prisen tildeles en gang årligt for en ekstraordinær erhvervsmæssig indsats eller en god idé i det forløbne år af relevans for erhvervsudviklingen i Mariagerfjord Kommune. Prisen er stiftet af Mariagerfjord Erhvervsråd på baggrund af det tidligere Aktiv udvikling Aps som havde hjemsted i Hadsund.
I 2014 gik Aktiv Prisen til Hedegaard Foods, hvor der blev lagt vægt på virksomhedens innovative kreativitet, positive vækst, skabelse af arbejdspladser samt deres lokale ansvar. I 2013 var det Vebbestrup Flødeis der modtog anerkendelsen, i 2012 Aage Vestergaard Larsen og Hobro IK, og i 2011 modtog Eurowind Energy prisen.
Alle har mulighed for at indstille kandidater til Aktiv Prisen. Indstillingen skal blot indeholde oplysning om, hvem der indstilles og hvorfor netop denne kandidat skal modtage prisen. Derudover skal man anføre kontaktoplysninger, og så sende indstillingen til info@mfer.dk senest d. 18. september 2015. Hvis man ønsker at være anonym indstiller, skal man blot huske at notere dette.
Det er forretningsudvalget for Mariagerfjord Erhvervsråd, der herefter vælger prismodtageren blandt de indsendte kandidater. Vinderen af Aktiv Prisen 2015 modtager en gevinst til en værdi af kr. 10.000,- og offentliggøres på et pressemøde hos den pågældende virksomhed.