Politik
Hvem sviner egentlig mest – bondemanden eller systemet? Lokalt infomøde sætter spørgsmålstegn ved den grønne trepartsaftale
Fagfolk og politikere inviterer til debat om ny klimaaftales lokale konsekvenser i Mariagerfjord Kommune.
Et bredt udvalg af lokale partiforeninger inviterer onsdag den 25. juni til et debatmøde i Kulturhuset i Hadsund. Her skal der sættes fokus på den grønne trepartsaftale – og på de konsekvenser, den kan få for både borgere og erhverv i Mariagerfjord Kommune.
Lokale erhverv føler sig klemt i grøn omstilling
Den grønne trepartsaftale mellem staten, landbruget og miljøorganisationer stiller nye krav til landbruget, opvarmning af boliger og anvendelse af jord i hele landet – og dermed også i Mariagerfjord. Men ikke alle føler sig hørt i processen.
– Vi taler meget om klima – men for lidt om konsekvenserne. Hvordan undgår vi, at helt almindelige mennesker og lokale erhverv bliver klemt i en grøn aftale, de aldrig har haft indflydelse på?, lyder det i oplægget til mødet, som er arrangeret af lokalafdelingerne fra Liberal Alliance, Konservative, Kristendemokraterne og Danmarksdemokraterne.
Læs også:
Fokus på spildevand og ansvar
Mødet vil blandt andet stille skarpt på, hvordan kommunens egen håndtering af spildevand spiller ind i den grønne debat – og hvem der egentlig bærer ansvaret, når vandmiljøet bliver belastet.
– Mens kommuner kan sende spildevand direkte i vores fjorde og havmiljø, så bliver det landmanden, der hænges ud som skurken, lyder kritikken i mødeindkaldelsen.
Kritikken går blandt andet på, at grøn omstilling ofte ender med at lægge byrden på enkelte grupper, uden at der tages højde for de lokale forhold og muligheder for reelle løsninger.
Tre fagpersoner klar til at tage bladet fra munden
På mødet vil tre oplægsholdere give deres bud på, hvordan aftalen vil kunne påvirke Mariagerfjord Kommune:
- Anne Smet Andersen fra Bæredygtig Landbrug vil forklare, hvordan trepartsaftalen rammer lokalt landbrug.
- Kurt Skovsted vil belyse de økonomiske konsekvenser for lokalområdet.
- Knud Jeppesen vil tage fat på spildevandsproblematikken og vandmiljøets tilstand i kommunen.
Politikere inviterer til åben debat og alle er velkomne – og der er kaffe og kage
Debatmødet finder sted onsdag den 25. juni kl. 19.00 i Kulturhuset i Hadsund. Prisen for deltagelse er 50 kr., og det inkluderer kaffe og kage.
Arrangementet er åbent for alle, og arrangeres som skrevet af lokalafdelingerne fra Liberal Alliance, Konservative, Kristendemokraterne og Danmarksdemokraterne, som beder om tilmelding for at sikre, at der er kaffe og kage nok til alle. Tilmelding kan ske direkte til én af følgende kontaktpersoner:
- Svend Madsen, mobil 21 47 63 77 – Danmarksdemokraterne
- Per Roth, mobil 29 49 01 23 – Danmarksdemokraterne
- Bo Ritterbusch, mobil 21 94 78 68 – Liberal Alliance
En lokal stemme i den grønne debat
Med debatmødet håber arrangørerne at skabe et rum, hvor almindelige borgere og erhvervsdrivende i Mariagerfjord kan komme til orde og få en stemme i den grønne omstilling.
– Det handler ikke kun om klima. Det handler om retning, retfærdighed og retten til selv at være med til at bestemme, slutter invitationen.
Læs også: