Af Peter Bech Christensen
I disse dage køres der på diverse medier en stor kampagne omkring at vi skal huske at bruge vores demokratiske ret til at stemme om OK21, plus kæmpe fokus på at stemme ja til OK21.
Selv har jeg både stemt og deltaget i 3 store online-møder, hvor FOAs hovedbestyrelses vurdering var, at vi kom så langt som vi kunne med det resultat vi som medlemmer nu er blevet præsenteret for.
Tilbage sidder jeg med følelsen af at have fået serveret en tynd kop kaffe, som tjeneren har præsenteret som noget helt specielt. Det er da fair at melde ud at dette var det bedste man kunne forhandle sig frem til, men hvad vil der være sket, hvis man fra starten havde sagt at dette ikke var nok og dermed et nej, vil resultatet så blive bedre? måske ikke, men signalværdien ville unægtelig give KL og politikerne noget at tænke over, da ord som tak for indsatsen med honninghjerter eller ingenting for at beskyttet de svageste i samfundet, mens vi står i frontlinjen, ikke gør mælken billigere.
Nu kan de i stedet læne sig tilbage og gøre sig klar til at præsentere de samme formaninger om fire år nemlig at nu skal vi huske på at det bliver alt for dyrt for samfundet eller vi skal også tænke på det private arbejdsmarked og vis samfundssind osv. vi kan dem efterhånden i søvne.
Så længe vores forhandlingsudvalg lader sig spise af med krummer fra forhandlingsbordet, hvorfor skulle arbejdsgiverne så betale mere for vores arbejdstid, når vores egne forhandlere finder det fair med et A og et B hold i solidaritetens ånd, og med en lønudvikling, der systematisk skaber ulighed i den offentlige sektor.
Jeg undrer mig over hvorfor det tredje største fagforbund FOA bliver ved med at skabe ulighed for egne medlemmer for at bevare sammenholdet i forhandlingsfællesskabet, for man kan jo ikke fortænke fagtoppen for de højtlønnede i at sige nej til en ordning, der altid sikrer ens højtlønnede medlemmer et godt resultat, uanset hvor magert det ellers er for alle andre. Mens vi kører ud ad denne vej, kan vi være sikre på, at vejen bliver rene arbejdsgiveroverenskomster som OK21 og som vi så under finanskrisen.
Hvis vi ønsker at komme ind på ny vej, ja så kræver det at vi som medlemmer ikke lader os spise af med det var det bedste opnåelige resultat, men et krav om at fællesskabets styrke skal ligge i forhandlinger om kroner og ører. De der ikke ønsker dette pga. tilfredshed med procenter til medlemmerne må køre på anden vej, da solidaritet ikke er ubetinget hos alle i forhandlingsfælleskabet. Vi som ligger i lavtlønsgrupper kommer aldrig til at få noget foræret, og vi vil kun komme til at forbedre vores forhold igennem tilkæmpet pres på vores egne forhandlere og politikerne, ellers køre vi blot videre på veje vi ikke selv var med til at brolægge. Brug din stemmeret og vurdere selv hvad du synes om OK21 resultatet, jeg har stemt og mit blev et stort NEJ.
Deltag i debatten på Facebook
Deltag i debatten på Fjordavisen