Natur

Hvor er pindsvinene blevet af? Langt færre registreret i Region Nord

Årets pindsvinetælling gav 2.132 registreringer i Region Nord. På landsplan gik omtrent hver sjette deltager forgæves, da de ledte efter pindsvin.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 18. august 2026

Omtrent hver sjette deltager, der gik i haven eller naturen for at lede efter pindsvin under årets nationale pindsvinetælling 8. august, fandt ingen.

I alt deltog 11.607 personer i tællingen, hvor der på landsplan blev registreret 16.884 pindsvin. I Region Nord lød tallet på 2.132.

Samtidig er andelen af deltagere, der kiggede efter pindsvin uden at se nogen, steget fra 10,8 procent sidste år til 16,7 procent i år.

Varm og tør sommer kan have ramt pindsvinene

WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen peger på den rekordvarme og tørre sommer som en mulig forklaring på udviklingen.

»Der er i år betydeligt flere, der rapporterer ikke at have set pindsvin. Samtidig har vi fået hundredvis af kommentarer fra danskerne om, at de pindsvin, som ellers var i haven i juni og i starten af juli, er forsvundet. Det kan skyldes, at pindsvinene har været hårdt ramt af den rekordvarme og tørre sommer herhjemme og er gået til på grund af mangel på vand og føde.

Vi har set lignende i Sydeuropa, hvor der er optagelser af pindsvin, der falder døde om i hedebølgen,« siger adjunkt Sophie Lund Rasmussen, der forsker i pindsvin ved Statens Naturhistoriske Museum og Oxford Universitet.

Den højere andel af deltagere uden observationer kan dog også skyldes større opmærksomhed på, at det er vigtigt at registrere, når man har ledt uden at finde pindsvin.

Næsten 80.000 pindsvin registreret på fire år

Årets tælling er den fjerde i citizen science-projektet Danmarks Pindsvin. Gennem årene har danskerne tilsammen registreret knap 80.000 pindsvin.

Formålet er at indsamle viden om den danske bestand og samtidig engagere danskerne i naturen.

På tværs af Europa er pindsvinet gået tilbage med op mod 30 procent, og arten blev i 2024 vurderet som »nær truet«. Der er ifølge WWF endnu ikke tilstrækkelig viden til at lave en national vurdering af bestanden i Danmark.

»Adgangen til danskernes viden om og oplevelser med pindsvin er vigtige for at blive klogere på pindsvinebestanden herhjemme. Vi ved, at tab af levesteder og trafikdrab går hårdt udover pindsvin, men klimaforandringer spiller formentlig også en rolle for bestandens trivsel – og for en række andre arter i øvrigt. Derfor har vi særligt brug for danskernes indberetninger til at blive klogere,« siger Line Gylling, sektionschef for Dansk Natur i WWF Verdensnaturfonden.