Hvor meget affald har Hold Hadsund Ren samlet ind ?

23. april 2021

Hold Hadsund Ren

Af Klaus Hansen

Opfordring fra Borgmester: Hold skidtet i bilen

Gennem de seneste måneder har Torben Jensen og aktive frivillige gået langs indfaldsvejene til Hadsund og samlet affald.

Tirsdag ved middagstid var tiden kommet til at gøre status på hvor meget der er samlet ind. Torben Jensen havde inviteret Mariagerfjords borgmester Mogens Jespersen med til at tømme den store container som Glerup Container Service havde stillet til rådighed gennem perioden.

Det er jo helt vildt, udbryder borgmesteren da containeren åbner og der vælter ud med øldåser, slikpapir, cigaretskod og forskelligt fastfoodemballage.

Vi har brugt mange timer og ordnet omkring 15 km grøftekant og samlet ca. 2 ton affald, fortæller Torben Jensen og konstaterer, det meste affald er dårlig samvittighed, altså noget som skal smides ud og væk inden man kommer hjem. Der er mange dåser og affald fra Mc. Donalds, som jo ligger langt væk fra Hadsund – Måske er der spist på vej hjem i bilen og det kan virke nemmere at smide det ud af vinduet end at tage det med hjem, hvor manden eller konen kan opdage det.

Mariagerfjord kommune har bidraget med handsker og gribetænger til de frivillige til deres kamp for en renere natur i og omkring Hadsund.

I Mariagerfjord kommune taler vi for tiden rigtig meget om samskabelse, hvilket dette initiativ her er et rigtig godt eksempel på. Vi har brug for frivillige, der vil starte nogle tiltag. Og der er jo brug for det, det er jo rystende at se alt det affald der er samlet op på forholdsvis kort tid – Jeg vil opfordre alle til at holde skidtet i bilen til man kommer hjem eller finder en skraldespand, slutter Mogens Jespersen.

Torben Jensen har oprettet en mailgruppe, hvori der aftales hvornår næste indsamling vil finde sted. Ofte mødes man i mindre grupper og drager i forskellige forskellige med poser, handsker og gribetang.

Kom og vær med, det er ganske hyggeligt, god motion, en renere natur og påskønnelse fra mange mennesker der kommer med positive tilråb og giver en tommel op når de kører forbi, slutter Torben og ryster på hovedet af det meget affald der var i containeren.

Hvis du kunne tænke dig at være en del af et team, som vil gøre en forskel, har Torben lavet en mail, hvor han kan kontaktes om kommende gåture og andet fremadrettet i projektet. Mailen er: holdhadsundren@gmail.com

Hadsund og omegn

Se flere artikler