.
Pressemeddelelse:
Carl Viggo Meinckes velkendte vise om lykke som et glimt og så er den væk igen lykken som vi alle higer efter. De levede lykkeligt til deres dages ende i eventyrene, og vi ønsker hinanden held og lykke, men hvad tæller egentligt mest for lykken? Er det klingende mønt eller sociale relationer? Kan man gøre noget selv for at være lykkelig? Kan man lære at få en mere positiv indstilling til livet, og hvordan gør man det?
Hjerteforeningen i Mariagerfjord indbyder til forårets sidste hjertecafé i BieCentrets kantine. Aftenens tema er Lykke og positiv psykologi med Jan Brødslev Olsen, lektor i socialpsykologi og forsker i lykke og eksistens, Aalborg Universitet. Foredragsholder og underviser gennem mere end 25 år. Han vil fortælle om hvad det vil sige at være lykkelig og om man er mest lykkelig i ungdommen, midt i livet eller i livets modne år. Vi kender det alle. Nogle mennesker har en ukuelig optimisme og gå-på-mod, – selv når de møder modgang i livet. Med introduktion til positiv psykologi stiller Jan Brødslev Olsen skarpt på hvordan vores følelser, tanker og livsindstilling kan påvirke evnen til at håndtere tilværelsens udfordringer.
Hjerteforeningens formand Tonny Lykke Olesen lover et spændende foredrag, hvor viden formidles på en forståelig måde, og der kommer ideer til de små praktiske ting, man selv kan gøre i hverdagen for at fremme livsglæde og trivsel. Arrangementet er det sidste i en række af Hjertecaféer her i foråret, som har været tematiseret under overskriften Livsglæde.