.
Af Klaus Hansen
IK Rosendal Fodbold har ansøgt Foreningsrådet om 70.000 kr. til projektet: “Pigefodbold – Vejen Frem”, da de ønsker at gøre det endnu mere attraktivt at være pigefodboldspiller i IK Rosendal.
Som breddeklub er de baseret på forældretrænere. De ønsker, at pigerne skal bevare interessen for sporten og dermed den aktive livsstil sammen med alt det gode, som foreningslivet bidrager med. Det tror IK Rosendal Fodbold på kan gøres ved, at pigerne fortsat kan udvikle sig, uanset hvilket niveau de befinder sig på. Ved at ansætte en udviklings/talentansvarlig kan klubben højne pigeafdelingen/klubben generelt.
Med dette projekt håber klubben på, at kunne skabe nogle muligheder og rammer, som gør, at de kan holde på de spillere, de har i dag samt motivere og forhåbentlig give nye lyst til at komme til klubben.
Generelt på landsplan er der ikke mange pigespillere, så klubben skal kunne klæde deres forældretrænere godt på allerede i de yngste årgange – klubben skal have en rød tråd og nogle træningsretningslinjer der gavner og udvikler, ikke bare sportsligt men også socialt i forhold til sammenholdet i klubben.
IK Rosendal Fodbold vil lave en 4-årig aftale med en udviklings-/talentansvarlig, som i udgangspunktet skal være koblet på holdene i pigeafdelingen. Han skal have et tæt samarbejde med trænerne og lave teknik- og talenttræning – som både er rettet mod spillere og målmænd. Helt konkret vil der blive arrangeret træninspas med fokus på målmanden.
Yderligere skal han hjælpe klubben med at få lavet en rød tråd gennem spillernes fodboldungdomsår, så de oplever udvikling og motivation op gennem fodboldårene.
Projektet har et budget på 109.000 kr. og IK Rosendal Fodbold har søgt Udviklings- og Talentpuljen om 70.000 kr.
Foreningsrådet har til Udvalget for Kultur og Fritid indstillet 20.000 kr., da man ønsker at støtte et år af gangen – En indstilling som udvalget bakkede op om på deres møde den 4. april.