Nyheder
Indsigelse vedrørende lokalplanforslag
Indsigelse vedrørende lokalplanforslag 97/2016 blandet bolig- og erhvervsområde nord for Jernbanegade i Hadsund.
.
Indlæg fra By&Land Mariagerfjord
I afsnit 1 (Baggrund), side 6 i redegørelsen for lokalplanforslag 97/2016 kan man læse, at Mariagerfjord Kommune har modtaget henvendelse om et projekt på Jacob Møllersgade 7/ Kirkegade …hvor en bygherre ønsker at opføre etage boligbebyggelse i 4 etager….
Denne henvendelse har afstedkommet, at kommunen har udarbejdet et
forslag til ny lokalplan for området.
I By og Land Mariagerfjord ser vi kritisk, dels på det principielle og dels det æstetisk bymiljømæssige i sagen. Er det rimeligt, at enkeltrekvirenter til nyt og i dette tilfælde højt etagebyggeri kan foranledige, at en hel bydel (delområde 1) fremadrettet kan plastres til med 4 etagers ejendomme? Hvad med hensynet til de eksisterende villaer med tilhørende haver? Området rummer flere SAVE registrerede bygninger, som i værste fald vil blive omsluttet af højt byggeri.
Som et grelt eksempel på det principielle i sagen er den vedtagne lokalplan for slagterigrunden i Hadsund. Teknik og miljøudvalget/Byrådet burde, da man fik melding om lukningen af slagteriet, have taget initiativ til at afstikke rammerne for ny anvendelse af arealet. I stedet lod man (igen) en rekvirent udarbejde et forslag til ny anvendelse af området et forslag indeholdende plads til dagligvarebutik, tankanlæg samt almennyttige- og ejerboliger.
Tankanlægget er (heldigvis) droppet, men man er nu i gang med at opføre en dagligvarebutik med tilhørende p-pladser samt højt etagebyggeri indeholdende almennyttige boliger. I By og Land finder vi, at dels forekommer fremgangsmåden udemokratisk, lemfældig, og dels forvandles byens måske mest spektakulære byggegrund nu til et arkitektonisk sammensurium af pplads og boliger. Hvor er det rekreative område, som borgerne/beboerne på stedet kunne have haft glæde af. Hvor er opholdsarealerne for børn og voksne? På ppladsen?
Hvorfor er man ikke forvaltningsmæssigt og politisk på forkant med sagerne?
Hvorfor er det bygherrerne til enkeltprojekter, der skal afstikke rammerne for byens og bydeles udvikling? Hvor er folkestyret?
I By og Land Mariagerfjord anmoder vi politikerne om at genoverveje, hvorledes området i forbindelse med lokalplanforslag 97/2016 skal bebygges.