Informationsmøde med Bispekandidat Thomas Reinholdt Rasmussen i Hadsund

21. juni 2021

Informationsmøde med Bispekandidat Thomas Reinholdt Rasmussen i Hadsund

Af Carina Kondrup

I morgen tirsdag d. 22/6 kommer Bispekandidat Thomas Reinholdt Rasmussen til
Hadsund og afholder informationsmøde i Hadsund Kirke og Menighedscenter. Mødet starter kl. 19

Ole Bressendorf, Kirkeværge ved Als Kirke fortæller om arrangementet:

Folkekirken bygger på evangeliet og med Grundtvigs ord om, at lyset ikke kun er for de lærde, er det vigtigt at både læge og gejstlige er så velinformerede som muligt om hvordan Thomas Reinholdt Rasmussen som biskop ønsker at præge, styrke og udvikle Folkekirken gennem de næste par årtier.

Thomas Reinholdt Rasmussen er en markant personlighed i den teologiske debat både på sociale medier og i den trykte presse, og i kraft af et stærkt teologisk fundament og en forståelse for, at vi i Folkekirken ikke er ens, men at vi er fælles, formår han at favne bredt i en tid, hvor individualismen er i højsædet. Mød derfor op til et dialogmøde med Thomas Reinholdt Rasmussen, hvor der både bliver plads til at lytte og til at spørge.

19:00 19:30: Andagt i Hadsund Kirke
19:30 20:00: Oplæg ved Thomas Reinholdt Rasmussen
20:00 21:00: Dialog og spørgsmål under kaffen

Interview med Bispekandidat Thomas Reinholdt Rasmussen

Hvad er dine mærkesager? Aalborg stift er et stort stift med mange holdninger og synspunkter samlet i den samme folkekirke. Det er væsentlig at bevare friheden for præster og menighedsråd til at være folkekirke på det sted, hvor man nu er. Vi er ikke nødvendigvis ens, men vi er fælles.

Hvad vil det betyde for stiftet? Aalborg stift skal være et sted, man i resten af landet kigger hen til. Man skal kigge til Aalborg stift, hvis der er spørgsmål om teologi, organisation og arbejdsmiljø. Det sidste betyder, at både ansatte og frivillige skal være glade og stolte over at virke i den danske folkekirke. Og organisatorisk skal vi fastholde menighedsråd og præster som folkekirkens krumtap. Folkekirken er et af det mest decentrale demokratiske led, vi har. Det skal den gerne blive ved med at være. Teologisk og fagligt skal stiftet markere sig tydeligt med gode svar på tidens spørgsmål. Vi skal også have et højt teologisk niveau for at tiltrække de bedste folk.

Hvad er det bedste ved folkekirken? Mangfoldigheden. Og glæden ved at møde så mange gode og engagerede mennesker. At der tænkes og tales om de største ting.

Hvad er det værste ved folkekirken? Det er når man ikke giver plads til at være på det sted, man er. Når strukturerne tager magten fra livet, og linjevogtermentaliteten truer.

Skal gudstjenesten ændres? Gudstjenesten er ikke en statisk størrelse. Det er et sted, hvor livet udfoldes og tolkes. Det skal gudstjenesten afspejle. Derfor er gudstjenesten også altid i bevægelse. Vi har en meget god gudstjenesteordning, men der skal også være plads til lokale forhold.

Hvad kendetegner en folkekirke? At den lever midt i folket, og taler det sprog, der tales. Der er lige udgivet en undersøgelse, der viser, at folkekirke har god kontakt til danskerne. Det skal vi blive ved med at have og det skal gerne udbygges.

Hadsund og omegn

Se flere artikler