Politik
Ingen dispensation til historisk Hobro-ejendom – elevatorkrav fastholdes efter afstemning i byrådet
Dispensationsforslaget til Vestergade 34 om fritagelse for elevator blev nedstemt – 14 imod, 13 for og 2 fraværende
Hertil aften afviste Mariagerfjord Byråd forslaget om dispensation til ejeren af Vestergade 34 i Hobro. Formålet var at undlade at installere elevator i forbindelse med ombygningen af en erhvervsejendom til seks boliger. Kravet om elevator fastholdes som et krav i Bygningsreglementet (BR18) og var en betingelse for den oprindelige byggetilladelse.
Uenighed i politiske kredse
Før afstemningen udtalte Peder Larsen (SF):
“Der snakkes meget om ordentlighed i Mariagerfjord Kommune, og det er ordentlighed, at alle behandles ens i forhold til byggesager. Det handler om tillid og retssikkerhed. Når man har fået en byggetilladelse med visse krav – som for eksempel etablering af elevator – så kan man ikke bare bagefter ændre projektet uden godkendelse og så søge om lovliggørelse. Det sender et forkert signal, både til andre bygherrer og til borgerne.”
Han tilføjede yderligere:
“Hvis vi begynder at dispensere i sager som denne, uden den nødvendige dokumentation, så åbner vi også for en glidebane. Hvorfor skal den ene så have dispensation og ikke den næste? Vi risikerer at åbne Pandoras æske. Et andet og meget væsentligt aspekt er tilgængelighed. Det er ikke alle, der har nemt ved trapper – og hvis vi ikke tager det hensyn med i vores afgørelser, så udelukker vi en del af befolkningen fra at bo i visse boliger. Det er ikke bare en teknisk sag, det er også et spørgsmål om lighed og respekt.”
Dette var 13 andre i byrådet enig i, og dermed blev der ikke givet dispensation.
Læs også:
Teknik- og Miljøudvalget anbefalede – men favnede ikke bredt nok
Teknik- og Miljøudvalget anbefalede tidligere at give dispensation, idet en stolelift blev vurderet som en “rimelig løsning” for to af de seks lejligheder. Dog advarede en mindre kreds i udvalget om, at projektet var ændret uden de nødvendige godkendelser, og at en egentlig elevatorløsning, eventuelt udvendigt, stadig burde være mulighed. Dette er dog sandsynligvis ikke muligt, da bygningen er fredet.
Hvad betyder det for borgerne?
For borgere i Hobro betyder byrådets beslutning, at boligprojektet på Vestergade 34 enten skal tilbageføres til det oprindelige design med elevator, eller at bygherre skal fremskaffe dokumentation, hvis han ønsker at fastholde den nuværende plan.
Det betyder også at bygningen ikke kan færdigmeldes, og at der borgere som er kommet i klemme i denne sag, og som ikke kan flytte ind i de 6 lejligheder som planlagt.
Beslutningen kan få betydning som præcedens ved fremtidige ombygninger af ældre ejendomme i kommunen. Det skaber klarhed over, at byggeprojekter og ombygninger skal følge de godkendte tilladelser til punkt og prikke.
Læs også: