Valg 2025

Inger Støjberg til vælgermøde på hjemmebanen i Hadsund i morgen, søndag d. 2. november

Mød partilederen til eftermiddagskaffe i Kulturcenteret

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 1. november 2025

Inger Støjberg rejser i disse uger landet rundt for at møde vælgerne forud for kommunal- og regionsrådsvalget.

I morgen, søndag den 2. november 2025 kl. 14.00-16.00, lægger hun vejen forbi Hadsund Kulturcenter, Kirkegade 2, i hjembyen Hadsund, hvor Danmarksdemokraterne inviterer alle interesserede til “Eftermiddagskaffe og kage” – et åbent vælgermøde med partiformanden i spidsen. Det er gratis at deltage i arrangementet.

Inger Støjberg vil på mødet gøre status over Danmarksdemokraternes udvikling og orientere om det forestående kommunal- og regionsrådsvalg den 18. november 2025. For Danmarksdemokraterne bliver det første gang, partiet deltager i et kommunalvalg, da partiet først blev stiftet i 2022 og det ser ud til at de på nuværende er Mariagerfjord Kommunes andenstørste parti.

Læs også: Stor meningsmåling fra Epinion: Danmarksdemokraterne stormer frem i Mariagerfjord Kommune

Inger Støjberg ventes desuden at dele partiets perspektiver for Mariagerfjord Kommune op til valgdagen.

Lokale kandidater deltager

En række lokale kandidater fra Mariagerfjord Kommune vil også være til stede ved mødet.

Danmarksdemokraternes i alt ni kandidater til byrådet i Mariagerfjord deltager, herunder Svend Madsen (Hobro), Tinna Frederiksen (Als), Poul Andersen (Mariager), Hans Henrik Sørensen (Arden), Manuela Gram Coenraad (Hobro), Per Roth (Hadsund), Leo Nysom (Mariager), Rikke Høst (Hadsund) og Per de Fries Andreasen (Nebstrup).

Det giver borgerne mulighed for at møde hele holdet af lokale kandidater sammen med partiformanden forud for valget.