Det noget jyske udtryk i overskriften dækker over det at tage hånd om de udfordringer og problemer man møder i livet, og vel at mærke gøre det på sin helt egen måde. Lige præcis det var kendetegnende for Holger som vi for nemheds skyld vælger at kalde ham her, da han med tiden fik mange navne: ægtemand, far, svigerfar, morfar, farfar, oldefar – og politikeren Holger Graversen.
Udtrykket at regne den ud passede godt på Holger, men det handlede aldrig om at være kynisk beregnende, selvom ambitionerne selvfølgelig var der gennem dele af livet. Idealisme, humanisme og social indignation, men også kærlighed til og omsorg for de mennesker han var tæt på, var som regel det der drev ham.
Det med at gøre tingene på sin egen måde, fulgte ham hele livet. Efter 7 års skolegang på Limfjordsøen Fur, var der ikke meget, der pegede på videregående uddannelse. Men en opmærksom lærer så potentialet, og opfordrede ham til at gå videre, og via den daværende præliminæreksamen kom han på Skive lærerseminarium.
Som 22-årig flyttede han og Inger Holgers kone gennem mere end 60 år til Hadsund for at han kunne tage hånd om jobbet som nyansat lærer, og for at de sammen kunne etablere sig som familie. Kælderen til det første hus blev gravet ud med skovl, samtidig med at lærerarbejdet skulle passes, og samtidig med, at mere og mere energi blev lagt i foreningsarbejde og lokalpolitik. Efter en del år i lokalpolitik, med især fokus på det sociale arbejde, afsluttede han det politiske forløb med knap 15 år i folketinget. Som politiker gik han sine egne veje, og måtte lære arbejdet fra bunden, altid tro mod sine idealer. Tiden i folketinget brugte han især på udenrigspolitiske spørgsmål, et område der betød meget for ham.
Og så var der den private Holger ham vi som familie kendte allerbedst, og holdt meget af. Han kunne ind imellem være fraværende, når han sad der bag sit skrivebord hjemme i stuen og syslede med læserbreve, politiske tekster eller grundig læsning af dagens avis. Men vi kendte også den anden Holger: ham der forbandt træerne i vores baghave med reb, og byggede et klatretårn, så hele baghaven blev en klatrebane som både vi søskende, og vores kammerater fra nabohusene brugte flittigt. De mange ferier, hvor vi oplevede en anderledes nærværende Holger, der næsten altid var med på sjov og ballade. Sejlturene på Mariagerfjord, og op til fødeøen Fur i Limfjorden. De mange festlige lejligheder hvor han, selvlært som han var, spillede violin eller mundharpe til et repertoire af både smukke, men også bramfri og slagfærdige sange. De mange ting han lærte os undervejs sjældent ved at påtvinge os børn en bestemt adfærd eller bestemte holdninger, men ved at argumentere og vise det gode eksempel. Og vi kunne blive ved.
At fange fluer i flugten, var blot én af Holgers lidt finurlige vaner. At klaske en flue der sidder stille, var for nemt. Han ventede altid til fluen lettede, hvor efter han fangede den i hånden. På den måde testede han løbende sine reflekser, sin koordination, sin hurtighed.
Til sidst blev fluerne for hurtige, og han vidste godt hvad det betød. Og selv om han på et tidligt tidspunkt sagde, at han var taknemmelig for og tilfreds med det liv han havde haft, så kæmpede han alligevel til det sidste glad for livet som han var.
Han er savnet
![]()
Læs også: