Af Klaus Hansen
Gammelt Nyt udgives af fem lokalhistoriske foreninger i den gamle Hadsund Kommune – Als, Hadsund/Visborg, Skelund, Veddum og Ø. Hurup. Vi har på fjordavisen.nu fået lov til at bringe denne fortælling, som er samlet af Jan Michno.
En fortælling om en husmand fra Als Brohuse, der kom til at spille en hovedrolle i oprettelsen af danske husmandsbrug og uddannelse og oplysning blandt den brede befolkning i begyndelsen af 1900-tallet.
Han står der ved Flouen med sit alvorsfulde udtryk. Brillerne har han mistet undervejs.
Min mor fortalte, at man mente, at de var blevet ødelagt, da en tysk soldat skød efter busten. Måske står han og undrer sig over, hvorfor han skulle flyttes så meget rundt, inden han endelig fik sin fortjente fremtrædende plads med det gode overblik, hvor han kan følge med i dagliglivet i Als.
Jens Jensen blev født d. 27. august 1867 i et fattigt husmandshjem i Hostrup- huse ved Hobro.
Allerede som 7-årig kom han som så mange andre drenge på landet ud at tjene som vogterdreng, og da han fyldte 14 begyndte han at arbejde hos en gartner i Hobro.
Skolegangen var dengang temmelig mangelfuld, men Jens var en klog og opvagt ung mand, der interesserede sig for sine medmennesker og det om- givende samfund.
I sin fritid læste han bøger og gik i teknisk skole for at lære om landbrug og mekanik.
Også skovbrug havde hans store interesse, og den kom ham til gode senere i livet, hvor han erhvervede sig et stykke skov og handlede med træ.
I 1888 blev han gift med Nielsine Pedersen og sammen overtog de et lille hus med 4 tønder land mager jord i Vindblæs bakker.
Det kunne de ikke leve af, så Jens arbejdede samtidig som daglejer på herregården Trudsholm.
Lidt opsparing blev det til, og i 1897 kunne de erhverve et husmandssted i Als Brohuse.
Sidst i 1800-tallet opstod der røre blandt de små husmænd på landet, og Jens Jensen blev grebet af tanken om gennem husmandsforeningerne at forbedre levevilkårene for den fattige landbefolkning.
Han gik ind i den stedlige husmandsforening, hvor han i tale og på skrift agiterede for at bringe oplysning og uddannelse til den jævne befolkning.
Ligeledes var han fortaler for, at husmandsbrugene skulle være større, så de kunne brødføde en familie, så husmanden ikke behøvede andet arbejde ved siden af.
På grund af sit engagement og sine evner som taler blev han hurtigt kendt i større kredse, og i 1909 var han medstifter af Husmændenes Udstykningsforening for Aalborg Amt.
På den stiftende generalforsamling blev han valgt ind i bestyrelsen, og senere blev han formand i en årrække.
I 1909 stiftedes desuden Husmandshypotekforeningen, hvor han sad som direktør fra 1916.
Formålet med de to foreninger var at opkøbe jord til udstykning af husmandsbrug og at yde lån til køberne af husmandslodderne.
Desuden skulle der være mulighed for at erhverve tillægsjord til de små brug, der allerede eksisterede. De var ofte kun på 3 5 tønder land og for små til at brødføde en familie. Målet var, at husmandsbrugene skulle være på 15 25 tønder land afhængig af jordens kvalitet.
I årene efter 1909 medvirkede han ved mange af de udstykninger som foreningen stod for.
Den mest kendte er udstykningen af herregården Store Restrup i 1912.
Herregårdens jorder blev udstykket i 50 husmandsbrug med en gennemsnitsstørrelse på 20 tønder land.
I hovedbygningen oprettedes en husmandsskole, hvor husmændene kunne få kurser i moderne (1912) landbrug.
Foreningen stod i alt for 34 større eller mindre udstykninger. Herunder også Dalsgaard (1916), som ligger øst for Vive.
Ikke alle opkøb og udstykninger gik gnidningsfrit, og af og til kunne det udløse hidsige diskussioner i bestyrelsen for udstykningsforeningen. Her var Jens Jensen kendt for sine præcise og af og til skarpe indlæg.
Således skete det i 1911, at uenigheden i bestyrelsen var så stor, at Jens Jensen nedlagde sin formandspost, hvilket han meddelte sekretæren i et brev med flg. ordlyd:
Brohusene d. 6. oktober 1911
Hr. lærer C. Visse, Frejlev Skole.
Du meddeles herved, at jeg fra mandag d. 9. ds agter at nedlægge mit Hverv som Formand for Udstykningsforeningen, som Protest imod den seneste Tids Udstykning på Smorup, og som Følge af Bestyrelsens tvetydige Holdning over for Dalums Trusler.
Efter dette vil Du jo selv forstaa, at Navnet Formand til mig, er kuns at pynte mig med en falsk Titel, og en saadan ønsker jeg ikke at bære.
Til Mødet på Mandag kommer jeg ikke, da jeg er blevet forhindret.
Men det er jo heller ingen Nytte til, når I har Dalum.
Han mener jo, han var den klogeste Mand paa Jorden, og Handlen herude, hvor jeg jo efter alt at dømme skulle have været dette. Selvfølgelig er han det også deroppe.
Tillige har jeg tilladt mig at sende Bladene Meddelelsen om min Tilbagetræden.
Det er derfor best, nu da I er samlet paa Mandag at vælge den nye Formand.
Venligst
Jens Jensen
Der blev nu indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor Jens Jensen blev genvalgt og Dalum, som han var uenig med, ikke blev valgt.
Efter nogle travle år i udstykningsforeningen trak han sig tilbage fra posterne her, men han fortsatte som direktør for hypotekforeningen.
I det hele taget var han en travl mand, der var meget optaget af samfunds- anliggender og sit arbejde i de andre foreninger.
Han var i en periode med i bestyrelsen for De Samvirkende Jyske Husmandsforeninger, medlem af bestyrelsen for Jydsk Andels Foderstof- forretning, han var aktiv i afholdsbevægelsen, skribent til Aalborg Amts Venstreblad, politisk aktiv som fortaler for Georgismen hvis motto, Lige skat paa lige jord, står på soklen til busten.
I 1924 var han opstillet i Aalborgkredsen som de radikales kandidat til folketinget. Han opnåede dog ikke valg.
Som man nok kan udlede af ovenstående, var han tit på rejse, og ofte i flere dage, hvor gården i Als Brohuse så blev passet af hans flittige hustru Nielsine og de to sønner Niels og Karl.
I 1924 blev husmandsstedet i Brohusene, der var på 28 tønder land, udstykket i 2 lodder. En til hver af sønnerne.
Uddrag af avisartikler
4. marts 1930: Direktør Jens Jensen er pludselig død
Den kendte husmand Jens Jensen Als Brohuse er død. I formiddags er han fundet død i skoven ved sit hjem.
Han var gået ud for at opmærke træer. Da han ikke kom hjem, gik man ud for at lede efter ham, og man fandt ham druknet i en brønd.
5. marts 1930:
Kredslæge Oppermann, Aalborg, har foretaget undersøgelse af afdøde direktør Jens Jensen, for at konstatere årsagen til den triste ulykke.
Det må herefter anses for overvejende sandsynligt, at Jens Jensen er blevet ramt af et hjerteslag og derefter er styrtet i brønden.
Afdøde har gennem de senere år lidt af en hjertesygdom, der i de sidste dage før ulykken var begyndt at blusse op på ny.
12. marts 1930: Jens Jensens begravelse
Vel ingensinde har man vel til en Begravelse i Als set et så stort Følge som det, der i Gaar fulgte Jens Jensen, Als Brohuse, til hans sidste Hvilested paa Als Kirkegaard; men det var jo, hvad der kunne ventes.
Jens Jensen var gennem sin store Virksomhed, som hans ulykkelige Død så brat rev ham du af, kommen i Berøring med en Mængde Mennesker.
Et Utal af Kranse dækkede den hvide Kiste. Der var også en Mængde signerede Kranse, bl.a. fra Aalborg Amts sammensluttede Husmandsforeninger, Aalborg Amts Udstykningsforening, De samvirkende jyske Husmandsforeninger, Sydøsthimmerlandske Husmandskreds, Husmands-Brandkassen, Dansk Andels- og Folkebank, Jysk Husmands Hypotekforening og dennes Kontorpersonale, Andels-Pensionskassen og mange flere.
I Kirken talte Pastor Rugholm smukt og trøstende til Afdødes i Sorg dybt fortvivlede Hustru og Børn, der så brat havde mistet en god Mand og Fader.
Et stort Antal af de Institutioner og Foreninger, som Jens Jensen var i Ledelsen af, samt Husmandsorganisationer fra forskellige Egne i Jylland var repræsenteret.
Ved Graven talte Repræsentanter bl.a. fra De Samvirkende jyske Husmands- foreninger, Aalborg Amts Udstykningsforening, Jysk Andelsfoderstof-forening, den administrerende Direktør, samt Formanden for Repræsen- tantskabet for Jysk Husmandshypotetforening, der bragte Jens Jensen deres personlige og deres respektive Foreningers Tak for hans Arbejde her, og for den Danske Husmandsstand, der vil bevare hans Minde i dyb Taknemlighed.
Uddrag af:
Mindeord over Direktør Jens Jensen, Als Brohuse
Skrevet af P. Laursen, Skelund d. 6. Marts 1930
Torsdag d. 4. Marts, mens man venter paa Nyt ude fra den store Verden, kom dette sørgelige Budskab: Direktør Jens Jensen, Als Brohuse, er død.
Man stod uvilkårligt stille bøjede Hovedet i Sorg og græd. Hvorfor skulle han nu kaldes bort midt i sin rige Virksomhed ()
Jens Jensen var en Mand med stor Oplysning. Han havde læst meget, også historie, og havde en glimrende Hukommelse, og det der særligt prægede hans hele Væsen og Karakter, var hans retskafne Natur og dybe Retssans ()
Jens Jensens største Indsats på det social-økonomiske Område var hans Kamp med at banke Husmændene sammen om Grundskyldstanken
Arbejde skulle respekteres og gøres skattefri. Det var hans store Tanke og mål.
Hans største Fortjeneste og personlige Berømmelse var hans Arbejde med Udstykningen af mange Herregaarde. Bl.a. Store Restrup. Ved denne Udstykning nåede Jens Jensen at få sit Navn kendt ud over vore Grænser.
Med Jens Jensen ved Roret kan Husmændene gøre, hvad de vil, sagde engang en Sagfører i Aalborg, og det viste sig at være rigtigt.
Men nu er han ikke mere blandt os, kun Minderne lever for aldrig at dø.
Husmandsbevægelsen har mistet sin bedste Talsmand og sit klogeste Hoved.
Men allermest vil Jens Jensen blive savnet i sit Hjem. Han var en god Fader og Mand.
Det var rørende at se ham tage sig af sin lille svage Pige.
Tak for alt det, du fik udrettet iblandt os. Personlig Tak for alle gode Minder, jeg har fra dig og dit Hjem. Jeg vil bevare dem et Sted, hvor de aldrig dør.
Ære være dit stolte Minde
P. Laursen, Skelund
Busten
Kort efter hans død blev der iværksat en indsamling med det formål at rejse et minde for Jens Jensen.
Med bidrag fra mange af de foreninger, som Jens Jensen havde virket i og fra privatpersoner, kom der hurtigt rigeligt med penge ind, og man overlod det til den lokale smed Andreas Pedersen (smæj` Pedersen) at lave en buste.
Smeden havde gode evner til det håndværk, og en model i ler blev sendt til København, hvor den blev støbt i bronze.
Verset på stenen:
Vi vil bygge nye huse
Nye hjem fra strand til strand
Med de hundred tusind haver
Smykket skal du stå vort land
Er en hyldest til Jens Jensens utrættelige arbejde for at oprette husmandssteder på de mange udstykninger han var med i.
Busten er blevet flyttet flere gange. Efter krigen blev den flyttet til anlægget ved springvandspladsen, hvor den stod i mange år. I forbindelse med en omlægning i anlægget blev den flyttet til hjemstavnsmuseet neden for kirken.
Jens Jensen ved Hjemstavnsmuseets smukke bygning, der desværre blev revet ned.
I forbindelse med flytningen til hjemstavnsmuseet skrev Lærer og byrådsmedlem Svend Aage Bach, Vive:
For mig er Jens Jensen andet og mere end en bronzebuste. For mig er han manden, der skaffede en masse mennesker bl.a. mig selv et godt hjem.
Svend Aage Bach er født på et husmandssted på Dalsgaard Mark, som hans forældre overtog efter udstykningen af Dalsgaard i 1916.
Tre mænd med Jens Jensen i spidsen skabte udvej (økonomi) for oprettelse af 10 husmandsbrug på hver 15 tønder land + en eng på 1 tønde land og 5-6 tønder land af mindre godt jord til f.eks. kvæghold.
Busten havde et kortere ophold i et nyetableret anlæg bag bygningen, hvor der tidligere var sparekasse, men i 2019 blev den så flyttet frem i lyset til sin nuværende plads ved Flouen.
Forhåbentlig kan den så få lov til at blive stående her, hvor den dagligt kan minde de forbipasserende om en tid, hvor modige og fremsynede mænd skaffede tusindvis af mennesker mulighed for et bedre liv.
Gammelt Nyt udgives af fem lokalhistoriske foreninger i den gamle Hadsund Kommune – Als, Hadsund/Visborg, Skelund, Veddum og Ø. Hurup. Bladet udgives to gange om året, forår og efterår, og har normalt et oplag på 900-1000 eksemplarer.
Foreningerne bag udgivelsen ønsker naturligvis at udgive et interessant og spændende blad og håber læserne vil bidrage med beretninger fra deres eget liv eller tidligere slægters historie, samt hændelser og begivenheder som knytter sig til det område, arkiverne dækker – det kan betegnes som Sydøsthimmerland.
Er der ønske om at abonnere på tidsskriftet, kan man henvende sig til et af de fem lokalhistoriske foreninger. (Als: iver.als@skylinemail.dk, Hadsund: dennis@haach-lybech.dk, Skelund: krogh pedersen@hotmail.com, Veddum: Lok.veddum@gmail.com, Ø. Hurup: soel@outlook.dk).