Jesper Rask: Jeg skulle have holdt bolden

31. august 2019

.AF JACOB MØLLER NIELSEN Holdet stod kompakt på banen og fik skabt fine chancer, men det var ikke tilstrækkeligt i dagens opgør, fortæller Jesper Rask: – FC Nordsjælland er et ungt, hurtigtspillende hold, men jeg synes egentlig, vi klarer det okay med at stå kompakt, få holdt på bolden og så komme frem til nogle…

.
AF JACOB MØLLER NIELSEN

Holdet stod kompakt på banen og fik skabt fine chancer, men det var ikke tilstrækkeligt i dagens opgør, fortæller Jesper Rask:

– FC Nordsjælland er et ungt, hurtigtspillende hold, men jeg synes egentlig, vi klarer det okay med at stå kompakt, få holdt på bolden og så komme frem til nogle chancer, men det var desværre ikke nok i dag, forklarer en skuffet Hobro-målmand.

Nordsjællændernes anden scoring kort inden pausefløjt blev sat ind på et straffespark begået af Jesper Rask selv. Målmanden erkender, at han skulle have holdt på det skud, som han blokerede tilbage ud i spil kort før straffesparkssituationen.

– Der kommer et skud, som jeg skal holde. Jeg giver en retur på skuddet, som jeg, hvis jeg ikke når den først, i hvert fald er virkelig tæt på at nå først. Der bliver så dømt straffe, og de scorer, uddyber han med ærgrelse i stemmen.

Lige rundt om hjørnet venter en landskampspause, hvor FC København venter på den anden side af landsholdskampene. Pausen skal bruges på at restituere, så mandskabet igen er klar til kamp, når det gælder københavnerne.

– Der var nogle rigtig trætte drenge på banen efter den hårde kamp i dag, så vi skal lige lade batterierne op og komme ovenpå igen, og så er vi klar, fortæller han til slut.

Inden landskampspausen skal Hobro-mandskabet dog i aktion igen, når Vejgaard B tirsdag aften står overfor de gulklædte i kampen om at spille sig videre i Sydbank Pokalen.

Hobro og omegn

Se flere artikler