Af Klaus Hansen
Årets sidste KulturKaffe byder på en eventyrlig aften i selskab med Emil Midé Erichsen, når Mariagerfjord Bibliotekerne, LOF Mariagerfjord/Rebild, Ældre Sagen Hadsund og Frikvarteret skænker op til udsolgt foredrag i Hadsund KulturCenter onsdag d. 10. november.
Efter tre års jordomsejling ombord på skibet Havana vendte Emil Midé Erichsen hjem til Danmark i 2016. Gennem nye historier fra sejlturen og endnu ikke viste klip fra tv-programmet “Kurs mod fjerne kyster”, tager Emil publikum med på Havanas rejse hjemover. Han fortæller med indlevelse om hvordan det var fra den ene dag til den anden at skifte den stille hverdag på båden ud med et liv hjemme i gamle rammer, men med et forandret syn på tilværelsen.
I familiens “nye” skib, Wallenberg, går turen også op langs vestkysten af Norge og hele vejen til Svalbard. Her kommer tilhørerne med flotte billeder og videooptagelser med ned under overfladen – ned i den fantastiske blå verden og oplever svømmende kammuslinger, vilde spækhuggere og kæmpestore pukkelhvaler.
Men der er også plads til mere alvorlige emner, for igennem oplevelserne og fortællingerne fra den sydlige halvkugle og Stillehavet til Barentshavet i nord for polarcirklen fortæller Emil også om en jordklode, der er hårdt presset og under forandring.