Kultur
”Jul på GASværket” åbnede i Hobro – og kan stadig opleves resten af året
Fra Betlehem til Paris: Johnny Haugaard står bag årets magiske juleunivers
Juleeventyret lever videre på GASværket
For en uge siden åbnede mini-juleudstillingen ”Jul på GASværket” i Hobro, men juleeventyret er langt fra slut. Udstillingen holder fortsat åbent resten af året og tiltrækker stadig mange nysgerrige gæster, der vil opleve Johnny Haugaards stemningsfulde univers.
De første antydninger af udstillingen kunne ses allerede inden åbningen. Forbipasserende bemærkede et æsel foran bygningen, nye lysinstallationer og lyden af boremaskiner. Elementer fra tidligere værker – blandt andet dele af Midgårdsormen – blev genbrugt, som man kender det fra Johnny Haugaards kreative tilgang.
Læs også:
Fra jesusbarnet til Eiffeltårnet
Indenfor møder gæsterne en rejse gennem både historiske og eventyrlige rum. Udstillingen fører fra fortællingen om Jesu fødsel i Betlehem videre til Paris, hvor Eiffeltårnet og funklende juveler bliver en del af fortællingen.
Rummene er skabt med naturmaterialer som mos, kogler, kristtjørn og hortensiaer, kombineret med lys, musik og detaljer, der inviterer til fordybelse og julestemning.
Et kys under misteltenen
Et af rummene er dedikeret til kærlighedens tegn – en stor mistelten, der siden åbningen har været populær blandt besøgende.
”I et af lokaler kan man med fordel spidse munden og gøre klar til et ægte julekys – hvis man altså har en med, som giver samtykke hertil,” sagde Johnny Haugaard ved åbningen.
Johnny fremhævede samtidig det store arbejde bag udstillingen:
”Jeg ved, at de kreative frivillige er stolte af det, de har skabt på så kort tid. De har løbet ekstra hurtigt og samarbejdet på fineste vis. Jeg fatter slet ikke, at alt det her er sket på kun 14 dage.”
Café, butik og kreative workshops
Sideløbende med udstillingen åbnede også en julecafé, og julebutikken fulgte efter få dage. Begge steder kan gæsterne stadig besøge resten af året, ligesom der løbende afholdes kreative workshops. Café og butik har gratis entré, mens selve udstillingen kræver billet.
Arbejdet op til åbningen var intenst:
”Vi arbejder på højtryk for at byde velkommen til vores glade julegæster,” lød det fra Johnny, der afslørede en travl uge med halm og glimmer i håret.
”Lige nu handler det om at færdiggøre det her fantastiske univers, som de kreative frivillige har knoklet hårdt for at etablere.”
Åbnede på valgdagen – og fortsætter nu december igennem
Udstillingen åbnede samme dag som kommunalvalget, hvilket Johnny tog med et smil.
”Det tager jo ikke så lang tid at stemme, så når man har sat krydserne og afleveret stemmesedlen, var man velkommen til at kigge forbi os og julehygge,” sagde han dengang.
Nu kan både lokale og besøgende stadig nå at lægge vejen forbi og opleve stemningen.
Midgårdsormen lyser op i Hobro
Dagene op til første søndag i advent vil stykket af Midgårdsormen, der er placeret mellem havnen og gågaden, blive belyst. Som en gave til Hobro har Johnny Haugaard og de frivillige valgt at give lys til byen og samtidig skabe et bindeled mellem GASværket, havnen og gågaden, så byens gæster både kan opleve juleudstillingen og samtidig få julehandlen i hus.
I gågaden kan man ikke blot købe ind i byens butikker, man kan samtidig komme i ægte julestemning med julemusikken, der lyder ud af højtalerne i gågaden, julebyen på Store Torv og de mange fine juletræer og guirlander, der lyser hele gågaden op.
Juleudstillingen på GASværket har åbent hver dag kl. 10.00-17.00 frem til 21. december.
Læs mere om udstillingen og køb af billetter her: visithimmerland.dk/johnny-haugaard
Læs også: