Nyheder
Jung-Bin Park solgt til Viborg FF
AF Daniel Lindemann Jakobsen Hobro IKs sydkoreanske profil Jung-Bin Park har skrevet under på en aftale med Viborg FF, og derfor følger han altså ikke med Hobro ned i landets næstbedste række. Jung-Bin Park skifter med øjeblikkelig virkning til Viborg FF, hvor han har skrevet under på en treårig aftale med klubben fra domkirkebyen. Dermed […]
AF Daniel Lindemann Jakobsen
Hobro IKs sydkoreanske profil Jung-Bin Park har skrevet under på en aftale med Viborg FF, og derfor følger han altså ikke med Hobro ned i landets næstbedste række.
Jung-Bin Park skifter med øjeblikkelig virkning til Viborg FF, hvor han har skrevet under på en treårig aftale med klubben fra domkirkebyen. Dermed har han altså spillet sin sidste kamp for Hobro IK, hvor det blev til i alt 23 kampe og to mål. Han scorede blandt andet til 1-0 mod FC København den 22. maj, og grundlagde således Hobro IKs 4-2-sejr
over de nykårede mestre.
Tilbuddet fra Viborg FF har været attraktivt for både klubben og Jung-Bin Park selv, og efter forlængelsen med Wilfried Domoraud og indkøbet af Sebastian Andersen er klubben godt dækket ind på de offensive positioner, hvorfor det også rent sportsligt kan forsvares at sælge Jung-Bin Park videre nu.
Det er jo en historie, vi er fantastisk stolte over. Jung-Bin blev inviteret til prøvetræning sidste sommer, og vi kunne jo se et stort potentiale i ham. Derfor tog vi chancen og lavede en aftale med ham, hvilket må siges at have været en god beslutning. Jung-Bin er en dygtig fodboldspiller og en god fyr, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Hobro IK er så småt ved at opbygge en tradition for at udvikle og videresælge spillere. Dette var tilfældet ved salgene af Emil Berggreen og Mads Hvilsom, og med salget af Jung-Bin Park tilføjes endnu en spiller til listen over unge spillere, som har brugt Hobro IK som springbræt.
Vi er lykkedes med nogle gode transfers de seneste år, hvilket er et område hvorpå vi virkelig har flyttet os som klub. Vi har fungeret som et godt springbræt, hvor man er i et godt og sundt træningsmiljø. Det synes jeg godt vi kan tillade os at være stolte over, tilføjer sportschefen om salget af Jung-Bin Park.
Jung-Bin Park tog den lange rejse fra Sydkorea til Europa allerede som 16-årig, hvor han blev hentet til tyske VfL Wolfsburg. Herfra blev han i 2013 udlejet til Greuther Fürth, hvor han spillede ni kampe i den tyske Bundesliga. Herefter gik turen til Karlsruher SC, inden sydkoreaneren blev hentet til Hobro IK sidste sommer.
Jeg har været meget glad for opholdet i Hobro, og jeg er meget taknemmelig over den tiltro som alle i klubben har haft til mig. Jeg vil dog gerne spille på højeste niveau, så jeg kan fortsætte min udvikling, og det får jeg muligheden for i Viborg FF. Hobro IK vil altid have en plads i mit hjerte, og derfor er jeg også meget trist over nedrykningen i sidste sæson. Jeg håber inderligt, at klubben lykkes med at rykke op i Superligaen igen, siger Jung-Bin Park.
Der bliver også holdt øje med 22-årige Jung-Bin Park i hjemlandet. Under opholdet i Hobro har han således været
udtaget til Sydkoreas U23-landshold ved de to seneste landsholdssamlinger, hvor han fik spilletid i tre landskampe.
.