Øster Hurup og omegn
Jutlander-chef fylder 60
.Af Klaus Hansen Fødselaren havde titel af administrerende direktør i Sparekassen Hobro, da garantsparekassen i Hobro og Sparekassen Himmerland A/S i januar 2014 fusionerede til Jutlander Bank A/S med hovedsæde i Aars. Siden efteråret 2014 har banken haft en direktion på tre med Per Sønderup som ordførende. Per Sønderup kom til verden i Fredericia inden […]
.
Af Klaus Hansen
Fødselaren havde titel af administrerende direktør i Sparekassen Hobro, da garantsparekassen i Hobro og Sparekassen Himmerland A/S i januar 2014 fusionerede til Jutlander Bank A/S med hovedsæde i Aars. Siden efteråret 2014 har banken haft en direktion på tre med Per Sønderup som ordførende.
Per Sønderup kom til verden i Fredericia inden for voldene som søn af en købmand, og han lægger aldrig skjul på, at han er stolt af at være købmandssøn fra fæstningsbyen.
Han indledte sin bankkarriere i Privatbanken, først på Sjælland og siden som chef for to Aarhus-afdelinger af Unibank. Herefter blev han filialdirektør for Midtbank i Aarhus, inden han skiftede til en stilling som områdedirektør i Aarhus for Sparekassen Kronjylland, hvor han tillige var medlem af sparekassens chefgruppe. I 2005 fik han stillingen som direktør i Sparekassen Hobro.
Tillidshverv
Ved siden af direktionsarbejdet i Jutlander Bank bestrider Per Sønderup en række tillidshverv. Han sidder i bestyrelserne for Lokale Pengeinstitutter, Spar Invest Holding SE, EgnsInvest, Factor Insurance Brokers A/S, Finanssektorens Uddannelsescenter, HN Invest Tyskland I A/S. Han er bestyrelsesformand for Nærpension A/S og for Spar Pantebrevsinvest A/S. Desuden har han en bestyrelsespost i Idrætshøjskolen Aarhus.
Privat
Privat bor Per Sønderup i Hobro med sin hustru Susanne. Familien omfatter desuden en søn og svigerdatter samt tre børnebørn.
Per Sønderup er medlem af Hobro Rotary Klub.