Nyheder

K7: Fri entré på 180 museer til alle landets unge i uge 37

Følger op på landsdækkende succes fra 2022

K7: Fri entré på 180 museer til alle landets unge i uge 37
10. september 2023
Af Redaktion

Sidste år satte den nationale ungdomskulturuge K7 nye rekorder, da ikke færre end 50.000 fribilletter til en bred vifte af museer, kunsthaller og teatre blev indløst af unge mellem 18-27 år i uge 37. K7 er klar til at gøre det igen, når de syv dages kultur vender tilbage den 11.17. september 2023. I år bliver det med endnu mere kultur på programmet med tilføjelsen af otte koncerthuse fra hele landet, der inviterer de unge til klassiske koncerter til stærkt reduceret pris. Mere end 180 museer giver fri entré og 20 teatre tilbyder ungdomsbilletter til 40 kroner i hele uge 37.

I uge 37 kan landets unge tage deres venner under armen og få en solid kulturinsprøjtning på et bredt udsnit af landets kulturinstitutioner. Initiativet løber for fjerde år i træk og bygger videre på sidste års enorme succes, hvor et rekordstort antal unge greb chancen for at opleve kulturen på en ny og lettere tilgængelig måde. Som del af den landsdækkende kulturuge K7 kan alle unge til og med 27 år nyde fri entré på mere end 180 museer, kunsthaller og oplevelsescentre på kryds og tværs af hele Danmark fra ARoS i Aarhus, Trapholt i Kolding og H.C. Andersens Hus i Odense til Glyptoteket i København og Louisiana i Humlebæk. Derudover får de unge også en eksklusiv mulighed for at udforske scenekunsten, når de igen i år kan sikre sig teaterbilletter til kun 40 kroner hos 20 udvalgte teatre, bl.a. Aarhus Teater, Mungo Park og Det Kongelige Teater.

Som noget helt nyt tilføjer K7 endnu en kunstart til programmet, når otte koncerthuse inviterer de unge indenfor og tilbyder koncertbilletter til kun 40 kroner hos blandt andre Aarhus Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Esbjerg Ensemble og Musikhuset KBH.

Bag initiativet står kulturorganisationen ADBC, hvis direktør Svante Lindeburg, fortæller:
Vores ambition med K7 er at gøre kulturhusene til de unges arena et sted hvor de føler sig hjemme, og som kan blive en del af deres kulturforbrug i hverdagen. Sidste års publikumsrekord på 50.000 museumsbesøg vidner om en stor lyst blandt de unge til at gå på opdagelse i kulturens verden. Det håber vi, at vi med årets K7-kampagne endnu en gang kan være med til at støtte op om, sådan at kulturen fortsat gøres endnu mere tilgængelig for alle unge.

K7-initiativet har oplevet en overvældende og voksende opbakning fra både partnere og publikum år efter år. I 2022 samlede kampagnen hele 185 kulturinstitutioner, og de unge brugere gav også K7 initiativet stor opbakning, da de slog publikumsrekord og havde hele 50.000 besøg hos de deltagende kulturinstitutioner. Derfor udvides K7 også i år med den klassiske musik, for at åbne kulturen og de klassiske kunstarter endnu mere op for de unge og gøre dem tilgængelige for dem. Fondsdirektør Bo Uggerhøj fra Spar Nord Fonden, der støtter initiativet, fortæller:

I Spar Nord Fonden er vi særdeles glade for at støtte et initiativ som K7, der giver unge gratis adgang til en lang række kulturinstitutioner. K7 åbner kunst og kultur op for de unge og giver dem adgang til kulturoplevelser, de ikke nødvendigvis får andre steder. De bliver inviteret ind i kulturens verden – og netop dét kan være startskuddet på hyppigere besøg i fremtiden.

Se hele listen over de over 200 museer, kunsthaller, teatre og koncerthuse K7 i år giver adgang til på www.k7k7.dk

Om K7
K7 er et landsdækkende initiativ, der i uge 37 inviterer unge inden for på museer, kunsthaller, teatre og koncerthuse over hele landet i år med rekordstor tilslutning med over 200 kulturinstitutioner repræsenteret. Kampagnen giver fri entré til alle unge mellem 18-27 år på 180 museer og billetter til 40 kroner på 20 teatre og 8 koncerthuse.
K7 er støttet af Københavns Kommune og Spar Nord Fonden. Årets scenekunsttilbud er udviklet i samarbejde med CPH STAGE. Årets koncerttilbud er støttet af Augustinusfonden.

Bag K7 står ADBC, der er et af landets førende huse inden for konceptudvikling og formidling af kultur, historie og videnskab med 30 års erfaring med kommunikation, festivaler og events.

Aflever dine ulovlige våben uden konsekvenser fra i dag

Læs også: Aflever dine ulovlige våben uden konsekvenser fra i dag