Nyheder
Kalder alle løbere: Nyt træningsløb i Linddale ved Hadsund
Onsdag d. 15. maj afholder Mariager Fjord Orienteringsklub et træningsløb i Linddale ved Hadsund. Mødestedet er overfor vandværket på Markedsgade/Højmarken i Hadsund, og der vil være afmærkning dertil fra Vestergade/Markedsgade.
Der kan startes mellem kl. 17.00 og 18.30, fortæller de tre banelæggere fra klubben Kim, Birgit og Jens Chr. Dalgaard.
Nye løbere, der deltager i klubbens begyndertræning starter kl. 17.30 med fælles instruktion af Keld Østergaard fra klubben.
Kortet, der løbes på, er i målestok: 1 : 5.000 og er revideret i februar 2023, samt få rettelser i april 2024.
Til trods for Linddales uanseelige størrelse, skal der nok blive udfordringer, idet terrænet er meget kuperet. Der er et veludviklet stinet i skoven, ligesom den bynære placering sætter sit tydelige præg derpå.
De tre banelæggere tilbyder fem forskellige baner: En let bane for begyndere og let øvede løbere på 1.900 m. og 9 poster.
En mellemsvær for de mere øvede løbere på 2.900 m. og 16 poster.
Hele tre svære baner for øvede O-løbere på henholdsvis: 3.300 m. og 16 poster – 4.800 m. og 22 poster – 6.300 m. og 23 poster.
Som altid er det ganske gratis at deltage i løbet, og nye løbere skal blot møde op i fornuftigt tøj og løbesko, og så tilbydes man al den hjælp, man har brug for.