Natur
Kampagne vil have flere børn og unge ud i naturen
Just Human gentager Del Naturen-kampagnen i uge 36 og opfordrer voksne til at invitere børn og unge med på en gåtur
Flere børn og unge skal ud i naturen og mærke fællesskabet på en gåtur.
Det er målet med den landsdækkende kampagne Del Naturen, som Just Human gentager i uge 36 sammen med Hjerteforeningen og DGI. Kampagnen opfordrer forældre, bedsteforældre, lærere og andre voksne til at tage børn og unge med ud i naturen.
Sidste år deltog 100 voksne og 900 børn. I år er ambitionen at samle mere end 2.000 børn og unge på gåture over hele landet.
Det behøver ikke være langt
Del Naturen handler ikke om at gå langt eller hurtigt. Formålet er at skabe en enkel ramme for samvær, nærvær og gode oplevelser i naturen.
Ifølge Just Human vil mange børn og unge gerne mere ud, men det kræver ofte, at en voksen tager initiativet og inviterer dem med.
“Børn og unge mangler ikke lysten til at gå en tur. Men mange mangler nogen at følges med. Med Del Naturen gør vi det nemt at tage initiativ og få børn og unge med ud i naturen. Det vigtige er ikke, hvor langt vi går, men at vi går sammen,” siger Mia Aagaard Bennekou, konstitueret direktør i Just Human.
Læs også:
Forældre ønsker mere natur
En undersøgelse fra Epinion for Danmarks Naturfredningsforening viser, at 69 procent af forældrene til børn mellem 5 og 12 år ønsker, at deres barn bruger naturen mere. Samtidig peger undersøgelsen på, at tidspres, manglende inspiration og skærmvaner kan stå i vejen.
Gåturen kan give ro og samtaler
Kampagnen er en del af Just Walk, hvor lokale gåværter siden 2021 har skabt gåfællesskaber for mere end 20.000 mennesker.
Alle kan deltage gratis i Del Naturen. Tilmeldingen er åben frem til 27. august 2026.
Læs også: