Nyheder
Kaos lukker cafeteriet
.Med udgangen af dette år lukkes Hobro Idrætscenters cafeteria i hvert fald i den nuværende form, for allerede fredag den 2. januar åbnes dørene til centrets nye CAFE KAOS!Dette navn indikerer kraftig, at der er kaotiske forhold i cafeteriet, men selvom der måske engang imellem er det, når centret har gang i de allerstørste arrangementer, […]
.
Med udgangen af dette år lukkes Hobro Idrætscenters cafeteria i hvert fald i den nuværende form, for allerede fredag den 2. januar åbnes dørene til centrets nye CAFE KAOS!
Dette navn indikerer kraftig, at der er kaotiske forhold i cafeteriet, men selvom der måske engang imellem er det, når centret har gang i de allerstørste arrangementer, hentyder KAOS til noget helt andet nemlig Kurser Arrangementer Oplevelser Sport.
Det er ikke kun navnet der ændres på lokaliteterne i Hobro Idrætscenter, idet der også sker en del i selve lokalet og ligeså med menukortet, så der venter spændende ting og sager kort ind i det nye år.
– Vi har i flere år haft nedgang på den daglige cafeteriadrift, idet sportskulturen har ændret sig radikalt i denne retning. Vi har derfor drøftet hvad vi skulle gøre, for at få kunder i butikken også på ganske almindelige hverdage, fortæller centerchefen i Hobro Idrætscenter, Poul Søndberg.
– Heldigvis er vores restauratør Mikkel Schnoor Nielsen en kreativ person, så han er klar med nytænkning, slutter Poul Søndberg.
Lokalerne i Hobro Idrætscenter har plads til mange mennesker og især i Multisalen er der rigtig mange arrangementer, som spænder meget bredt, idet der i denne sal er flere dags kurser hver eneste uge. Derudover er der selvfølgelig også skoleidræt og foreningsidræt i lokalet. Endelig er Multisalen også meget brugt til privatfester i weekenderne, så det er ikke på dette område at centret mangler aktivitet.
– Vi har rigtig godt fyldt op med firmagrupper, foreningsgrupper og kommunen har ligeledes mange kurser og møder hos os, så den del kører rigtig fint. Nej, det er den daglige cafedrift, der har været for nedadgående og er udfordringen. Vi har da også godt været klar over, at lokalet som det har set ud hidtil, ikke ligefrem inviterede til hygge, som man gerne vil have det i dag, fortæller restauratøren i Hobro Idrætscenter, Mikkel Schnoor Nielsen.
– Derfor forsøger vi os nu med et lidt provokerende navn og en anderledes indretning af caféen. Vi har lavet et lounge område med sofa og gode stole m.m., og et andet sted laver vi et arbejdspladsområde, hvor gæsterne kan koble deres computer til strøm og næsten selvfølgelig, har vi Fri Wifii over hele centret, fortsætter Mikkel Schnoor Nielsen.
– Med hensyn til menuen kommer der også til at ske store ændringer, vi fjerner en del af fastfooden og erstatter den med en menu i café stil. I løbet af vinteren åbner vi også for ToGo produkter så vores kunder nemt kan tage aftensmaden med hjem, og således spare tid i en travl hverdag., slutter centrets restauratør, der oprindelig er uddannet i hotelbranchen som kok.
Mikkel Schnoor Nielsen har været restauratør i Hobro Idrætscenter i næsten 8 år og de seneste 2 år har han også været restauratør på Danhostel.
Alt hvad der bliver leveret af mad og forplejning til de mange store arrangementer der ofte er i centret, bliver fremstillet i centret og altid af Mikkel Schnoor Nielsen og hans mange medarbejdere.
Det er ikke unormalt at Mikkel Schnoor Nielsen bespiser mellem 500 og 900 gæster i centrets haller og mindre sale.
– Vi håber naturligvis på at vores nye tiltag i cafeområdet kan får vores voksne sportsgæster til at blive og hygge sig en times tid med kammeraterne og vennerne, så vi atter kan få liv i cafe-lokalerne også på en ganske almindelig hverdagsaften. Vi er selv meget spændte, slutter Hobro Idrætscenters centerchef, Poul Søndberg.
Lille foto: Hobro Idrætscenters restauratør Mikkel Schnoor Nielsen med én af de nye måtter, som skal vise vej til Cafe-området.
Stort foto: En del af det nye møblement er her indtaget af Hobro Idrætscenters centerchef, Poul Søndberg, restauratøren Mikkel Schnoor Nielsen og en af centrets unge ansatte Jeanne Flou Larsen.