Af Klaus Hansen
Mandag den 10. oktober 2022 kl. 19.30 er der glædeligt gensyn med koncertpianisten Katrine Gislinge, der igen giver koncert i Als Kirke.
Menighedsrådet i Als fik i sensommeren 2019 bevilget midler til indkøb af det dejlige flygel, der nu har sin faste plads i kirken – og da Katrine Gislinge ikke kunne finde plads i sin kalender til en koncert i Als før februar 2020, måtte den officielle indvielse af flyglet vente, til hun kunne komme.
Det skulle simpelthen være hende, der skulle komme og vise den undrende omverden, hvilket prægtigt instrument, der var ankommet til Als Kirke!
Hun var heldigvis så begejstret for flyglet, at hun allerede dengang sagde, at hun meget gerne ville komme tilbage med et nyt program – og nu har vi taget hende på ordet!
Katrine Gislinges position som en af Danmarks og Nordeuropas absolut førende koncertpianister er uomtvistelig, og blandt kendere beundres hun for ikke blot sin overlegne teknik, men også for hendes usædvanligt dramatiske og medlevende tolkning af de store, klassiske klaverværker.
Hun er også kendt som mentor i DR TV’s ‘Vidunderbørn’ og som medvirkende i Den klassiske musik-quiz – TV formater, der har medvirket til at gøre hende kendt også i bredere kredse.
I 2020 spillede Katrine Gislinge et rent Beethoven program, nemlig tre af hans store sonater. Denne gang står der værker af to af den romantiske klavermusiks helt store mestre, nemlig Frédéric Chopin (1810-49) og Sergej Rachmaninoff (1873-1943) på programmet.
Chopin er kendt og elsket af alle for sine smukke, melodiøse og iørefaldende valse og nocturner – men både han og ikke mindst Rachmaninoff er desuden kendt som skabere af vildt virtuose og ekvilibristisk dramatiske klaverværker, hvis tekniske og musikalske krav kun de allerbedste koncertpianister kan honorere.
Altså lige præcis to komponister, der kan udfordre Katrine Gislinge tekniske og dramatiske evner til fingerspidserne!
For at sikre, at alle tilhørere kan se solisten ved flygelet – og ikke mindst hendes hænder – sættes der, lige som sidst, et kamera på hende, som projicerer hende op på et stort lærred under hele koncerten. Det vil derfor være muligt for alle at nærstudere Katrine Gislinges fornemme teknik såvel som hendes overordentlig levende kropssprog. Lyden bliver der selvfølgelig ikke pillet ved, det bliver flyglets store velklang uden tilsætning!
Et navn som Katrine Gislinge kan kun finansieres, hvis billetsalget dækker en del af udgiften – men på trods af inflationen holder vi fast i den lave billetpris fra sidst, så ingen skal snyde sig selv for en koncert på allerhøjeste niveau p.g.a. prisen. Som i parentes bemærket formentlig er den billigste mulighed for at opleve Katrine Gislinge in concert.
Koncertens varighed bliver ca. en time, og kirkebil kan benyttes.
Billetpris: 100 kr.
Billetsalg: EL-Butikken, Als tlf. 9858 1008 – samt på www.oesterhurup-multihus.dk
Billetsalget starter 31. august.