Af Redaktionen
DGI har nu åbent for indstillinger til Årets træner/trænerteam – du kan indstille din kandidat indtil den 6. september.
Har du træneren, der ser udfordringer som en leg og får andre til at lege med? Eller kender du trænerteamet, der sammen løfter holdet til uanede højder?
I DGI kårer vi hvert år Årets træner eller trænerteam. Årets træner/trænerteam modtager en gavecheck og hyldes desuden på DGIs årsmøde i november. Med titlen følger en gavecheck på 50.000 kr., der kan bruges til en oplevelse med holdet i et af DGIs centre, eller til nye redskaber eller beklædning efter aftale med DGI.
Åbent for indstillinger
Kender du en træner, der har et vågent øje på trivsel, altid bager kage, eller er virkelig dygtig til noget teknisk? Så er det måske din træner, vi leder efter!
Du kan indstille din kandidat her
Fristen er den 6. september.
Trænere og instruktører gør en kæmpe forskel
Der er heldigvis rigtig mange gode frivillige trænere og instruktører rundt omkring i Danmark, som møder op til hver træning med højt humør og energi.
Vi leder efter trænere, der skiller sig ud fra mængden. Den træner eller det trænerteam, der gør en ekstraordinær indsats, dem der gør en kæmpe forskel i hverdagen. Hvis du kender den træner eller det trænerteam, der lever op til de kriterier, kan du indstille dem til prisen.
Håndboldtræner Allan Peterson blev Årets træner 2021
42-årige Allan Peterson fra Højby S&G Håndbold på Fyn løb med prisen som Årets træner 2021. Han træner 7-8-årige piger og drenge.
Han blev valgt, fordi han er fuldkommen i højenhøjde med de små spillere. Til hver træning er der highfives til de ‘fantastiske kanonkugler’, som han kalder dem. Derudover joker han med dem og giver plads til, at de kan fortælle det, de har på hjerte.
Det seneste år er holdet vokset fra 12 spillere til hele 64. Efter en god omgang træning, er der ofte fællesspisning i cafeteriet for spillerne og deres familier, hvor børn og voksne hygger sig sammen.
I 2021 uddelte DGI prisen for 19. gang. I alt havde 266 personer indstillet trænere eller trænerteams til prisen.
Sådan indstiller du din kandidat
Har du et godt bud på Årets træner/trænerteam, skal du udfylde det elektroniske indstillingsskema, som findes længere oppe i artiklen.
Alle medlemmer og andre med tilknytning til en idrætsforening under DGI kan indstille kandidater. En person kan ikke indstille sig selv til titlen.
Tidligere prismodtagere:
2021: Allan Petersen, Højby S&G Håndbold
2020: Zeshan Yusaf, FightWorld, Valby
2019: Birgitte Kyhn Nielsen, Dance In Line – Newline, Nykøbing Falster
2018: Josefine Ejlskov, Simon Westermann, Jonas Westermann, Rasmus Linnebjerg og Jonas Olsen, Ringe Gymnastikforening
2017: Karoline Gråskov og Astrid Lund Bøcker, Bagsværd Tennisklub
2016: Niels “Pelle” Christiansen og Søren Munk, Løgstør Sportsskytteklub
2015: Tor Mikkelsen, Palle Kofoed, Emil Lohse, Mads Lyhne, Slagelse Håndboldklub
2014: Lis Jørgensen, Lystrup IF, svømning
2013: Pernille Urhøj-Kjær, Lyngby og Gentofte Gymnastik
2012: Manuela Kjeldgaard, Vodskov Badminton Klub
2011: Thivaharan Alvaappillai, foreningen Dansk Sammenslutning af Tamilere i Viborg kommune
2010: Philip Fagralid, Helsingør Badmintonklub
2009: Bjørk Bonnichsen, Skals GF
2008: Holger Thomsen, Tved G&I, Svendborg
2007: Lars Jørgensen, Støvring Mellerup Idrætsforening
2006: Munkebjerg Gym og Hop, Odense
2005: Thorbjørn Svendsen, volleyballklubben Grøndal EV i København NV
2004: Line Frederiksen, instruktør i Hørning Idrætsforening
2003: Bent Hansen, fodboldtræner i Sparta Døstrup i Sydvestjylland