Af Klaus Hansen
Søndag d.10. november deltog Mariager Fjord Orienteringsklub med 20 løbere i stævnet Nordjysk Klub-Dag, der blev afholdt i Tranum Klitplantage med Aalborg OK som arrangør. Jens Chr. Dalgaard fortæller:
I alt deltog 103 løbere i stævnet, der gav løberne gode udfordringer i et typisk nord-vestjysk klitterræn med både åbne samt bevoksede indlandsklitter, og ikke mindst en meget våd undergrund med nye opståede store vandhuller og små søer, der gav deltagerne ekstra udfordringer.
De 14 deltagende klubber kunne som sædvanlig benytte sig af muligheden for at afholde sit eget klubmesterskab ved stævnet.
Således gjorde Mariager Fjord OK, som på forhånd havde seedet sine 20 løbere fordelt på to baner: bane 3 på 5,1 km. og 12 poster med 12 deltagere og bane 4 på 3,9 km. og 11 poster med 8 deltagere.
Efter løbet kunne de nye klubmestre kåres, og hos damerne blev det i D 50 Bettina Gjedde i tiden 47.22 og i D 60 Rigmor Schou i 57.53. Hos herrerne blev det i H 40 Jørgen Østergaard i tiden 51.39, i H 50 Ole Jensen i tiden 45.52 og i H 60 Søren Munthe i tiden 59.54.
Mariager Fjord OK bruger samme seedning på de to baner til sit interne Kaninløb, hvor de første løbere i mål på hver af de to baner er vinder. I år blev vinder på bane 3 Jørgen Østergaard i tiden 51.39. På bane 4 blev vinder Arne Pedersen i tiden 1.17.25.
O-løbssæsonen lakker nu mod enden, og således er der nu en lille stævnepause indtil det første stævne i det nye år løber af stablen.
Her er det i øvrigt Mariager Fjord OK, der som sædvanlig åbner med sit traditionsrige Nytårsløbet, der i år afholdes lørdag d.4. januar i Mariager Byskove.