Af Lars Justesen Teknisk chef Hobro IK
Vi kæmper videre i Det Afgørende Forår!
Så har vi taget hul på kvalifikationsspillet og dermed de sidste 10 kampe/finaler i sæsonen.
Første kamp i kvalifikationsspillet blev afviklet i sidste uge på udebane mod Esbjerg fB. En kamp, hvor vi startede vaklende, men kom stærkt tilbage og fik ét point. Et point, der blev sikret i overtiden, da anfører Mikkel M.P. scorede det udlignende mål. Et fortjent point efter at have domineret Esbjerg fB i hele anden halvleg.
Dette var tredje kamp i foråret, hvor vi formår at score i dommerens tillægstid og på denne måde sikre point.
Tidligere var det Oliver Klitten, der scorede sent i overtiden mod dagens modstander HB Køge, der sikrede os sejren. Hertil skal siges at vi spillede 45 minutter i undertal i denne kamp.
På udebane mod Fremad Amager var det så Frederik Dietz, der scorede helt til sidste, da han headede os på 1-1 og sikrede os ét point i denne kamp.
Dette beviser den mentalitet, der er i truppen samt viljen og ikke mindst troen på at vi kan komme tilbage og få noget ud af alle kampe. Det er den følelse vi skal tage med ind til alle kampe. Gør vi det og kæmper vi til det sidste, skal målene og sejrene nok komme. Dette er fakta efter de første fem kampe i Det Afgørende forår, hvor vi hidtil er ubesejret.
Vi håber, at vi kan fortsætte den ubesejrede stime i dagens kamp mod HB Køge, så vi igen kan få en herlig aften på DS Arena.
Rigtig god kamp..
Læs også: