KLUMME | Skadesrapport

6. oktober 2018

.Af Martin Mikkelsen Sæsonens første 11 runder har indbragt seks point, hvilket rækker til en suveræn 14. plads i Superligaen. Nr. 13 i ligaen, Vejle Boldklub, har dobbelt så mange point som os. I de to seneste kampe har vi i perioder lignet et hold i frit fald. Det har været en skrækkelig start, og…

.
Af Martin Mikkelsen

Sæsonens første 11 runder har indbragt seks point, hvilket rækker til en suveræn 14. plads i Superligaen. Nr. 13 i ligaen, Vejle Boldklub, har dobbelt så mange point som os. I de to seneste kampe har vi i perioder lignet et hold i frit fald. Det har været en skrækkelig start, og også værre, end vi i vores vildeste fantasi havde forestillet os, var mulig. Vi troede, vi var bedre.

Fodboldverdenen er sort og hvid. Når det går dårligt, har sortseere og fejlfindere travlt med at påpege og forklare, hvad der er galt. En af de Hobro spillere, der har fået den hårdeste medfart i denne sæson, er vores kære målmand, Jesper Goofy Rask.

Både fra tribunen og på internettet ytrer folk deres kritik. Bevares, Goofy har ikke stået sit livs efterår, men nogle gange hader jeg den her sport for dens korte hukommelse, og den manglende opbakning til en kulturbærer af øverste rang i Hobro IK gør mig ærlig talt lidt ked af det.

For der er vel ikke nogen, der ved deres fulde fem kan bestride, at Goofy har været en fandens god mand for Hobro IK igennem snart otte sæsoner? Han fortjener længere snor.

Hvorfor det er gået, som det er gået, er et spørgsmål, som ikke lader sig besvare entydigt, idet flere forskellige faktorer spiller ind. Dog skal en væsentlig faktor i puslespillet findes i den abnormt store skadesfrekvens, vi har oplevet de seneste måneder. Pål Kirkevold, Edgar Babayan, Jacob Tjørnelund, Alexander Baun, Emmanuel Sabbi, Yaw Amankwah, Jonas Brix-Damborg, Nicholas Gotfredsen, Julian Kristoffersen og undertegnede har alle været ukampdygtige i løbet af efteråret på grund af skader – et helt hold.

Især må vi sige, at fraværet af Pål og Sabbi har været mærkbart. Pål var vores suveræne topscorer i sidste sæson og betyder generelt meget for vores spil, og i indeværende sæson har Sabbi scoret lige omkring halvdelen af vores mål.

Vores fysioterapeut, Henrik Bøgvad, har været en frustreret mand, idet der tilsyneladende ikke har været noget mønster i de mange skader, og dermed heller ikke en umiddelbar løsning på problemet. Variationen af skader har været imponerende; ankel, hoftebøjer, ryg, lyske, knæ – den medicinske stab har været mere eller mindre magtesløse.

Skadernes umiddelbare tilfældighed betyder ikke, at klubben ikke forsøger at optimere. Bøgvad har påbudt pre-activation træning (skadesforebyggende øvelser) for alle spillere – både individuelt i omklædningsrummet inden træning og kollektivt på banen som indledning til fodboldtræningen. Seneste tiltag er, at vi har tilknyttet en fysisk træner, som kort sagt skal gøre os stærkere, hurtigere og mere resistente over for skader.

I en periode med mange skader har resultaterne svigtet os. Er det et udtryk for, at alternativerne – reserverne, om man vil – er for dårlige? Nej, den konklusion køber jeg ikke. Skaderne har ramt en bred palet af spillere – der har været uro i alle kæder. De mange ændringer fra kamp til kamp har medført, at relationerne mellem spillerne ofte har været nye og usammenspillede.

Er man tryg ved sidemanden, kender man ham?
Ved man, hvad han gør i de forskellige situationer? Besvares bare ét af disse spørgsmål afkræftende, influerer det negativt på præstationerne på banen. Man glemmer instinktet og overtænker sine beslutninger. Man mister fokus, fordi man bekymrer sig for meget – og det gælder alle, både nye og gamle.

Læg dertil, at mange spillere i løbet af efteråret er blevet påvirkede af de dårlige resultater og som konsekvens deraf har kunnet mærke selvtilliden fordufte som en prut i vinden. Modgang kan være en ond spiral.

I min seneste klumme skrev jeg bl.a. om den alternative tabel, Table of Justice, som kan give en indikation af, om holdene i Superligaen har spillet til mere, end de har fået. Det har vi ikke; også i den tabel indtager vi jumbopladsen, så der er ingen grund til at have ondt af os selv og føle os uretfærdigt behandlet. Vi ligger, som vi har redt.

Vi troede, vi var bedre, og det mener vi stadigvæk, vi er. I stedet for at gruble over vores skævvredne selvforståelse, skal vi lade trodsigheden komme til sin ret.
Det kan ikke være rigtigt.

Hobro og omegn

Se flere artikler