Af Lars Justesen, talentchef Hobro IK
Så er der igen kampdag på DS Arena, hvor vi i dagens opgør tager i mod Hvidovre IF, der i skrivende stund indtager rækkens andenplads.
Vi møder i dag et hold, der har præsteret rigtig flot igennem efteråret og dermed, fortjent, ligger i toppen af NordicBet Ligaen.
Sidst vi gæstede Hvidovre IF i denne sæson, blev det til 2-2, så vi har vist at vi kan spille lige op med dagens mostander, hvilket vi også skal vise i dag.
Siden sidste kamp på DS Arena, har der været landskampspause. Det er altid svært at sige om en sådan pause falder på et godt eller skidt tidspunkt, men vigtigt er det at bruge denne pause effektivt.
Pausen kan bruges til at lade batterierne op, reflektere over kampene, der er spillet hidtil eller fokusere på og dygtiggøre sig i de ting, der er lykkes indtil nu i denne sæson.
Alt sammen for at vi kan komme stærkere ud efter denne pause og hen i mod de kommende kampe, selvfølgelig dagens kamp mod Hvidovre IF inkluderet.
Det er ikke nogen hemmelighed at vi pointmæssigt er inde i en svær periode. En svær periode, der bliver bearbejdet godt og i samlet flok og der er ingen tvivl om, at der ikke er nogen der hellere vil vinde kampene end de 26 spillere i truppen samt trænerteamet.
Alle mand knokler ekstremt hårdt og forsøger at optimere på alt, der kan optimeres på, så vi hver dag bliver bedre og dermed står stærkere rustet til kampene.Vi skal finde tilbage til vores gode periode og de succesoplevelser vi fik inden landskampspausen i oktober, så vi kan rejse os og få tre vigtige point.
Rigtig god kamp!