Nyheder

Koldkrigsforedrag, der kommer tæt på spioner d. 16. april i Rebildcentret

Koldkrigsforedrag, der kommer tæt på spioner d. 16. april i Rebildcentret

Redaktion
Af Redaktion 4. april 2022

Af Klaus Hansen

TILMELDING : info@rebildcentret.dk senest den d. 10. april.

I løbet af foråret har Rebildcentret to foredrag på programmet, som både har noget til fælles og samtidig er vidt forskellige. De to foredrag handler begge om virkelige begivenheder under Den Kolde Krig, og begge kommer meget tæt spioners personlige forhold. Også de to foredragsholdere har noget til fælles, nemlig at de yders sjældent optræder i Jylland.

Faktisk har Gary Powers Junior aldrig før holdt foredrag i Danmark. Mens han er født direkte ind i de kendte, verdenshistoriske begivenheder, som han vil fortælle om, har den anden foredragsholder måttet grave sine dansk-tyske spionhistorier frem blandt tusindvis af dokumenter i Stasis arkiver.

Krister Moltzens fortællerstemme er en vigtig ingrediens i Third Ears popularitet. Og Third Ear er verdens bedste danske podcast nogensinde, hvis du spørger Krister selv – eller hans makker Tim Hinman. I hvert fald var Third Ear nogle af de allerførste potcastere, og de blev hurtigt så dygtige til disciplinen, at de har vundet flere priser.

I de sidste to år har Third Ear stort set ikke lavet andet end historier om koldkrigs-spioner. Det skulle egentligt bare have været en enkelt historie om en antikvitetshandler fra Christianshavn, der også have været hit-man for den Bulgarske efterretningstjeneste… Men så snart Krister begyndte at researche på den historie, væltede de andre spionhistorier frem.

Historier om den største dobbeltagent i Danmark-historien, der bliver afsløret – uden at nogen opdager det – i et Homo-erotisk magasin. Historier om lederen af KGBs mest succesfulde spionring i Danmark, der hed Greta og havde en souvenirbutik i København. Og om et netværk af unge smukke mænd fra Østtyskland, der under Operation Romeo blev sendt til Vesteuropa for at forfører sekretærer. Og så er der trekantskærlighedsdramaet mellem 3 Stasi-agenter, der lever under jorden i Danmark.

De, som når at reservere en billet til det første foredrag den 12. marts, kan glæde sig til en eftermiddag om de hemmelige agenter, der har opereret i skyggerne lige for næsen af os. Med en vis humor vil Krister Moltzen fortælle om arbejdet med research, interviews og produktion af podcast-serierne Agent Piccadilly, Koldt København, Operation Romeo og Konspirativ Kærlighed.

Næste foredrag bevæger sig op i de højere luftlag til mere verdenspolitiske begivenhed.

Gary Powers var en amerikansk pilot, der i 1960 fløj ind over Sovjetunionen for at fotografere militæranlæg. Han fløj i et Lockheed U-2 fly, der kunne nå op i en højde over 20 km. Man mente ikke, at sovjet-raketterne kunne nå flyet. Men det kunne de. Flyet blev skudt ned med et missil magen til det, man kan se foran Rebildcentret.

Gary Powers skulle tage en giftinjektion og udløste flyets selvdestruktionsmekanisme, hvis han blev ramt. Men det gjorde han ikke. Han kom i stedet i sovjetisk fængsel. Sovjetunionens leder Khrusjtjov triumferede over fangsten og kunne nu dokumentere amerikansk fotospionage. USA havde ellers hævdet, der var tale om et meteorologisk fly, der var kommet på afveje

Senere blev Gary Powers udvekslet med en af KGBs topspioner i Vesten, Rudolf Abel. Det er den historie, Steven Spielberg gengiver i filmen Spionernes Bro fra 2015. I filmen spiller Tom Hanks hovedrollen som advokaten, der får gennemført spionudvekslingen på en bro i Berlin. Den virkelige spionpilots søn, Gary Powers Junior optræder også i filmen – som statist.

Det er ham man kan opleve live i Rebildcentret den 16. april. Gary Powers Junior kommer hele vejen fra USA og skal ikke optræde andre steder i Danmark. Powers vil fortælle om Den Kolde Krig, om spionaffæren, som hans far havde den centrale rolle i, og om de to bøger Letters from a Soviet Prison og Spy Pilot, som han har skrevet.

Gennem 30 år har Gary Powers Junior været aktiv formidler af den sande historie om spionaffæren, som han mener, der floreret en del fake news omkring. Powers finder det meget vigtigt at påskønne koldkrigs-veteranerne, at registrere historien og formidle perioden til kommende generationer.

Umiddelbart efter foredraget, som foregår på engelsk, er der mulighed for at stille spørgsmål og diskutere med spionpilotens søn, og efter en kort kaffepause, viser Gary Powers filmen Spionernes bro i Rebildcentrets biograf.

Ved begge foredrag er der naturligvis også tid til at gå en runde i Rebildcentrets store koldkrigsudstilling, som indeholder en lille afdeling om U2-begivenheden. Udstillingen er blevet opgraderet og udbygget med nye historier gennem vinteren.

Det første foredrag er blevet, men du kan stadig nå det andet lørdag den 16. april 2022 Kl. 12:00 – 14:00