Kunstetagerne præsenterer i samarbejde med Pixlart udstillingen Mit Mariagerfjord, der nu kommer ud og pryder Danias siloer for en dag.
Udstillingen, der for tiden er at finde i Kunstetagerne i Hobro, bliver ved hjælp af en lysprojicering i høj opløsning og i stort format lyst op på siloerne og vil kunne ses fra lang afstand.
Ved lysshowet kan man opleve et udvalg af de fotos, som Mariagerfjord Kommunes borgere har indsendt som eksempler på, hvad der betyder mest for dem som borgere i kommunen. Derudover kan man se værker af malerne Sven Schou og Axel Aabrink, som skildrede egnen omkring henholdsvis Hadsund og Hobro for omkring 100 år siden. Sidst men ikke mindst, vises et udvalg af fotografen Niels Reiters close up-fotografier af Upåagtede detaljer i Hobro.
Et kulturelt vartegn
Dania har igennem mange år spillet en vigtig rolle i Mariagerfjord Kommune. Både som arbejdsplads og som kulturelt vartegn for området. Blandt de indsendte bidrag til Mit Mariagerfjord-udstillingen findes flere billeder med Dania-siloerne som motiv. Derfor er det oplagt at bruge stedet som en del af udstillingen i forbindelse med lysshowet.
Kunstfaglig medarbejder Patrick Blåbjerg siger om arrangementet: Mange er nok fascineret af Dania. Området er en lille lomme af industrihistorie på et sted, hvor man måske ikke ventede det. På samme måde vil man nok ikke forvente at se billeder i kæmpeformat på de to store siloer ved den lille havn. Vi håber, at billederne vil give en rigtig god kunstoplevelse, både hvis man besøger Dania ved arrangementet, og hvis man ser dem på afstand.
Arrangementet er en del af det afsluttende program i udstillingen Mit Mariagerfjord, der kan opleves i Kunstetagerne frem til den 27. januar, 2024. Det finder sted efter aftale med bygningsejer Anne-Grethe Floor.
Mit Mariagerfjord er støttet af Sparekassen Danmark Fonden Hobro, Mariagerfjord Kommune og Region Nordjylland.