.
Sommerlandet bliver fyldt med fest og glade mennesker, når TV 2 på Tour lægger vejen forbi Øster Hurup d. 21. og 22. juli.
Der bliver kæmpe cykelfest i Øster Hurup, når TV 2 i forbindelse med årets Tour de France, slår dørene op til to dage med cykelløb, fest og glade mennesker. Det bliver to festlige dage med masser af aktiviteter for både børn og voksne, og stemningen vil være helt i top.
Området mellem by og havn omdannes til festplads og der vil være musik, cykelværksted, cykeltrafikbane, Bingo Banko, storskærm og konkurrencer. Derudover vil der begge dage blive transmitteret, 1 times formiddags-tv direkte fra Øster Hurup, med TV 2´s Michael Stærke som ankermand.
Hele pladsen bliver én stor optaktsfest, og storskærmen viser selvfølgelig cykelløb, når dagens etape i Tour de France skydes i gang.
Tag cyklen med og kør Tour De Øster Hurup
Ud over de mange festlige aktiviteter med TV 2 på festpladsen i Øster Hurup, er der også mulighed for at deltage i Tour de Øster Hurup på cykel. Henover sommeren afholder Dansk Cykle Union i samarbejde med TV 2, nemlig Danmarks største og mest ambitiøse cykelprojekt 10 Senior cykelløb, 10 Junior cykelløb og 10 Kids Race i 10 byer over 23 dage. Mandag d. 21. juli og tirsdag d. 22. juli kommer cykelløbet til Øster Hurup, og er en del af den store TV 2 på Tour fest.
De tre cykelløb er inddelt efter aldersgrupper, og alle fra 3-90 år kan deltage. Alle løb gennemføres på helt afspærret og bilfri rute.
Mandag d. 21. juli er der gratis Kids Race, for børn mellem 3-12 år. Det eneste krav er, at alle børn har en cykelhjelm på. Det er TV 2 og Børneulykkesfonden der afholder Kids Race, og her handler det om at have det sjovt samtidigt med, at sikkerheden skal være i top. Efter løbet får alle børnene en goodiebag fyldt med overraskelser.
For de større børn på 13-16 år og de voksne fra 17 -90 år, er der cykelløb dagen efter, om tirsdagen d. 22. juli, hvor der bliver plads til at udfordre sig selv. Fælles for alle tre løb er, at tilmelding sker på http://paatour.tv2.dk/tilmelding/.
Alle en del af cykelfesten
Det er både brandinggruppen Mariagerfjord – NOGET For Livet, Mariagerfjord Kommune, Hobro cykelklub og alle lokale foreninger i Øster Hurup, der er med til at bakke op om den kæmpe folkefest
det bliver, når TV 2 på Tour besøger Øster Hurup i hele to dage. Vi forventer at arrangementet i sig selv tiltrækker over 2000 mennesker, og vi har oplevet en stor opbakning fra alle i området til, at det skal blive et par fantastiske dage i sommerlandet, siger Jan Andersen som talsmand for Event Øster Hurup og samarbejdet mellem de lokale foreninger.
Mariagerfjord Erhvervsråd og NOGET For Livet, har lagt kræfter i at få aftalen med TV 2 på plads, og har sammen med Hobro Cykelklub planlagt detaljerne omkring cykelruterne. Til at fungere som praktisk koordinator har Mariagerfjord Kommune stillet idrætskonsulent Johnny Wulff til rådighed.
Man håber, at både lokale og sæsonens turister har lyst til at tage del i den store sommerbegivenhed, hvor motion og festlige indslag er i højsæde.
Stærkt samarbejde sikrer 3 kæmpe cykelfester i Mariagerfjord
Ud over TV 2 på Tour venter der i fremtiden to cykelarrangementer, som allerede nu er på plads. Det ene er Post Danmark Rundt d. 6. august, hvor flere internationale cykelnavne følger ruten rundt i Mariagerfjord, med start i Hobro og opløb i Mariager. Alle byer og foreninger turen rundt, er blevet opfordret til at udsmykke ruten, så dagen bliver en fantastisk cykelfest for både ryttere og publikum.
Derudover er det for nyligt også faldet på plads, at amatør VM i landevejscykling 2015 vil blive afholdt i Nordjylland, med enkeltstart i Hobro. Her er det et stærkt samarbejde mellem Dansk Cykle Union og Mariagerfjord Erhvervsråd, der har sikret, at VM bliver afholdt på dansk grund, trods hård konkurrence fra Paris samt en Australsk by.
Mariagerfjord viser igen, at man er med i toppen, når det gælder om at tiltrække de helt store, og også internationale begivenheder. Der er derfor masser at glæde sig til rundt om i Mariagerfjord, og ikke kun for cykelentusiaster. Cykelarrangementerne er nemlig meget mere end cykelløb; det er 3 kæmpe cykelfester, med masser af underholdning for alle aldre, hele Mariagerfjord rundt.