Familie

Kommuner kan søge midler til at hjælpe unge i arbejde og uddannelse

Et nyt initiativ under Ungeløftet giver kommunerne mulighed for at søge midler til skræddersyede indsatser, der skal hjælpe unge uden arbejde eller uddannelse. Ansøgningsfristen er den 15. maj 2025.

Kommuner kan søge midler til at hjælpe unge i arbejde og uddannelse
Foto: Canva
Af Nanna Madsen 7. marts 2025

43.000 unge står uden job eller uddannelse 

Ifølge de nyeste tal er omkring 43.000 unge hverken i arbejde eller under uddannelse. Mange af dem kæmper med psykiske eller sociale udfordringer, og derfor har et bredt politisk flertal afsat 520 millioner kroner over en fireårig periode til målrettede initiativer. Formålet er at sikre, at unge modtager støtte, der er tilpasset deres individuelle behov. 

Målet med initiativet er at skabe et helhedsorienteret forløb for de unge. Hjælpen skal koordineres på tværs af uddannelses-, social- og sundhedsområdet for at sikre, at indsatsen bliver sammenhængende og effektiv. Kommunerne skal i den forbindelse indgå i et lokalt partnerskab med virksomheder og civilsamfundet for at skabe de bedste rammer for de unge. 

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen understreger vigtigheden af indsatsen: “Alle unge fortjener at være en del af et fællesskab. Vi skal derfor finde nye håndtag at dreje på og nye måder at samarbejde på. Sammen med de nationale og lokale partnerskaber er dette initiativ motoren, som skal sikre, at vi kan gøre Ungeløftet til virkelighed og levere vores løfte til vores unge mennesker. Vi har gjort os umage med at gøre ansøgningsprocessen så nem som mulig for kommunerne, og jeg håber, at alle landets kommuner vil gå ambitiøst til værks og vil være med til at hjælpe flere unge med i arbejdsfællesskabet.” 

Mariagerfjord Kommunen klar med ny løsning: Vederlagsfri fysioterapi kan fortsat tilbydes i skoler og dagtilbud

Læs også: Mariagerfjord Kommunen klar med ny løsning: Vederlagsfri fysioterapi kan fortsat tilbydes i skoler og dagtilbud

IPS-metoden hjælper unge i job 

IPS (Individuelt Planlagt job med Støtte) er et forløb, der er tilpasset den enkelte unges situation og har vist sig særligt effektiv for personer med alvorlige psykiske lidelser. Metoden bygger bro mellem psykiatrien og beskæftigelse og har i flere studier vist sig at øge chancerne for, at unge kommer i arbejde. 

Den samlede aftale om Ungeløftet, som er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, afsætter i alt 1,16 milliarder kroner til initiativerne IPS og ’Flere unge skal med’ i perioden 2025-2035. I første ansøgningsrunde, som dækker perioden 2025-2028, er der afsat 520 millioner kroner til at støtte unge i alderen 15-29 år. Der planlægges yderligere to ansøgningsrunder i perioden 2029-2035. 

Kilde: Ritzau

Psykiatrifonden slår alarm: Giv børn og unge ret til behandling under udredning

Læs også: Psykiatrifonden slår alarm: Giv børn og unge ret til behandling under udredning

Stor fornyelse i Hadsund Dyrehave

Læs også: Stor fornyelse i Hadsund Dyrehave

Tilmeld dig vores nyhedsbrev