Koncert og refleksion i Als Kirke d. 15. november

11. november 2021

Koncert og refleksion i Als Kirke d. 15. november

Af Klaus Hansen

Mandag den 15. november kl. 19.30 i Als Kirke finder der en usædvanlig koncert sted – den lægger sig i efterklangen af Peter Bastians bog Altid allerede elsket, som han på det nærmeste dikterede på sit dødsleje til vennen Tor Nørretranders.

Det bliver en aften med fokus på refleksioner – både tekstlige, mellemmenneskelige og ikke mindst musikalske.

Aftenen bliver en blanding af refleksioner over temaer grebet fra bogen – og af musik, som passer ind i temaerne. Temaer som At komme til bevidsthed, relationer og kreativitet.

Musikken er originalmusik og leveres af nordjyske Line Mortensen Trio, hvor sanger og sangskriver Line Mortensen bliver akkompagneret af de forrygende og internationalt kendte musikere Jakob Mygind (sax) og Carsten Kær Nielsen (flygel).

Trioen har medvirket et par gange ved jazzandagterne på havnen i Øster Hurup ved sommertide, senest i 2019, og har hver gang begejstret tilhørerne med dens melodiøse og velklingende jazz.

Under temaet kreativitet improviserer Line Mortensen Trio over udvalgte citater fra Altid allerede elsket. Her bliver publikum involveret og får lov at vælge imellem citaterne fra bogen.

Sognepræst Anne Bundgaard binder koncerten sammen med sine fine refleksioner over temaer fra Peter Bastians bog.

Der er gratis adgang, varighed ca. en time – og kirkebil kan benyttes.

Hadsund og omegn

Se flere artikler