Af Lone K. Hansen
I samarbejde med Mariagerfjord Gymnasium, inviterer Kulturskolen d. 9. september kl. 19.30 til temakoncert med trioen Brandt, Petersen og Svit.
Den 10. september kl. 19.30 kan koncerten opleves på Hadsund Kulturskole.
Begge aftner kan publikum glæde sig til en tur rundt om Carl Nielsen.
Der er gratis entré til begge koncerter.
Koncerterne er støttet af Kulturministeriets pulje til sommerkoncerter.
En aften med skøn musik, fortælling og fællessang
“Rundt om Nielsen” er en koncerthyldest til CARL AUGUST NIELSEN 1865 – 1931.
Trioen har med stor succes givet koncerter i danske kirker og koncertsale og har bl.a. også givet åbningskoncert ved Aalborg Internationale Guitarfestival.
Trioen musikalske samspil, deres individuelle musikerskab og formidlingsevne gør deres koncerter til en smuk og fin oplevelse for publikum.
Temakoncerterne Luther i ord og toner og Rundt om Carl Nielsen er opført rundt om i hele landet. Repertoiret spænder fra helt moderne toner til komponister som Bach, Grieg, Nielsen, Piazzolla og mange andre.
Om Trioen:
-Kiki Brandt, sopran, er uddannet fra solistklassen ved Carl Nielsen Acadamy of Music. Kiki har sunget opera, operette og musicalproduktioner for b.la. Den Jyske Opera, Østre Gasværk og Odense Teater samt medvirket i adskillige revyer.
Kiki Brandt er en markant Sopran, der viste sin stemmes muligheder i den smukke O mio babbino caro.
-Rikke Petersen, fløjte, er uddannet fra solistklassen ved det Det Fynske Musik Konservatorium og er kandidat fra Hett Kanninklijk Muzeickconservatory, Brussels og fra Royal Music Conservatory in Brussels, hvorfra hun modtog 1. prisen i afsluttende eksamen.
Rikke Petersen er freelance fløjtenist og optræder som sådan med Den fynske Opera, Odense Symfoniorkester med hvem hun har været solist. Prof. Kee Young Chony har dedikeret fløjtesolostykket SI til Rikke Petersen.
-Finn Elias Svit, guitar, er uddannet klassisk guitarist fra Det Nordjyske Musikkonservatorium. Svit er en meget aktiv koncertmusiker både som sologuitarist, i guitarduoer og i trioer som denne med Brandt, Petersen og Svit.
Finn Elias Svits særlige interesse for kammermusik har medvirket til deltagelse i en lang række af kammermusikprojekter samt opsigtsvækkende koncertturnéer i både ind- og udland.
Sammen med violinisten Jochen Brusch har Svit desuden afholdt mere end 1000 koncerter for danske skolebørn og har derved været med til at give interessen for den klassiske musik videre.
Siden 1996, har Svit været formand for og er initiativtager til Aalborg Internationale Guitarfestival og har for dette arbejde modtaget Pakhusprisen.
For arbejdet med formidling af klassisk musik til børn blev han i 2006 udnævnt til årets kunstner i Skørping Kommune og har siden 2007 været leder af Mariagerfjord Kulturskole.