Nyheder

Kræftens Bekæmpelse inviterer til generalforsamling i Hobro – og foredrag med Paul Arnbak

Torsdag 12. marts kl. 19 mødes foreningen i Medborgerhuset, hvor aftenen slutter med et oplæg om sorg, glæde og livsmod

Søren Greve
Af Søren Greve 5. marts 2026

Generalforsamling i Medborgerhuset

Kræftens Bekæmpelse i Mariagerfjord Kommune inviterer torsdag den 12. marts kl. 19 til generalforsamling i Medborgerhuset, Skibsgade 26 i Hobro.

Her kan deltagerne høre mere om foreningens arbejde i det seneste år – og samtidig komme med input til, hvad der skal arbejdes videre med i det kommende år.

Foredrag med tidligere sognepræst

Efter generalforsamlingen rundes aftenen af med et foredrag ved Paul Arnbak, der er tidligere sognepræst i Oue og Valsgaard.

I invitationen sætter Paul Arnbak selv ord på oplægget:

“Gennem livet stilles vi af og til overfor den helt store sorg og den helt store glæde. Vi kan føle os uendelig små og totalt magtesløse. Andre gange er det der sker, en glæde eller hændelse meget større end vi forstår. Der findes fortællinger og erfaringer, der kan hjælpe os gennem både det helt svære og give os ord til det helt store.

I mit oplæg prøver jeg med fortællinger at kaste lys på den del af livets vilkår i vores utrættelige ønske om at bevare livsmodet.”

Åben invitation til lokale borgere

Arrangementet er en mulighed for både at følge med i det lokale arbejde i Kræftens Bekæmpelse og få en aften med refleksion og fortælling – midt i Hobro.