Arden og omegn

Kreativ højtid på Kulturskolen

Juleferniseringer med billedkunstelever

Kreativ højtid på Kulturskolen
Af Redaktion 28. november 2019

Af Klaus Hansen

I Mariagerfjord Kulturskole er julen hvert år en kreativ højtid, og igen i år er december spækket med kreative indslag fra Kulturskolens elever.

Der bliver rig mulighed for at komme i julestemning, når Kulturskolen sætter gang i alle deres juleaktiviteter.

Bl.a. er der rytmisk julekoncert i Ishuset d. 16. december, hvor sammenspilshold, talentklasseelever, instrument- og sangelever leverer en super afvekslende koncert med julen som tema.

På Havbakkeskolen, Hadsund Skole og Arden Skole har musikeleverne inviteret familie og venner til hyggelige koncerter i december, og så er der Korskolens mange julekoncerter med både elitekor og voksenkor.

I år inviterer Kulturskolens billedkunstelever til to juleferniseringer, hvor man kan få et indblik i billedkunstfagets verden.

Sammen med Korskolens to store julekoncerter d. 8. december kan publikum opleve de mange kreationer, som billedkunsteleverne har arbejdet på siden skoleårets start. Eleverne står klar til at vise deres kunst frem både inden koncerterne, og når publikum går til pause.

Det samme er de sammen med julekoncerten i Arden d. 17. december, hvor alle er velkomne til en hyggelig eftermiddag med koncert og udstilling på Arden Skole.

‘De ni læsninger’ i Døstrup Kirke
Hvis man er glad for klassisk musik, og har lyst til at opleve en underholdende koncert, så skal man tage forbi Døstrup Kirke d. 16. december. Her kan publikum opleve ‘De ni læsninger’ til en skøn julekoncert med Kulturskolens klassiske musikelever.

De ni læsninger er en forberedelsesgudstjeneste til julen. I nogle kirker holdes den i forbindelse med en almindelig gudstjeneste, men her bliver den afholdt som en særskilt gudstjeneste med sang, fællessang og instrumentale indslag. Navnet dækker over, at der i løbet af gudstjenesten læses ni bibeltekster. Koncerten er gratis og alle er velkomne.

Julekoncert med Randers Kammerorkester og 200 børn
Et af de større julearrangementer er den store familiejulekoncert med kommunens 4. klasseselever og Randers Kammerorkester.

Det er 200 elever fra Mariager Skole, Assens Skole, Solhverv Privatskole, Hadsund Skole, Mariagerfjord Idrætsskole og Vindblæs Friskole, der sammen med Randers Kammerorkester skal på scenen i den store sal på Mariagerfjord Gymnasium d. 18. december.

Børnene får en stor oplevelse sammen med et professionelt kammerorkester foran et stort publikum. De hører og ser – måske endda for første gang – den klassiske julemusik og de flotte klassiske instrumenter udfolde sig. Billetter sælges på www.himmerlandsbilletten.dk.

Forsamlingshusets jubilæum og indvielsen af Sandgraven samlede byen i fest og solskin

Læs også: Forsamlingshusets jubilæum og indvielsen af Sandgraven samlede byen i fest og solskin

Ældre kompressor udløste garagebrand i Storarden

Læs også: Ældre kompressor udløste garagebrand i Storarden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Arden og omegn

Se flere artikler