Mariager og omegn

Kuffertdag med stil

her

Kuffertdag med stil
25. juni 2018
Af Redaktion

.
Af Helle Schiønning

Den populære og traditionsrige Kuffert-dag afvikler Veteranbanen i år søndag den 1. juli, fortæller Max S. Rasmussen.

Har du en rigtig kuffert helst en kuffert med stil så tag den med og mød op hos veteranbanen. Så kommer du gratis med toget den 1. juli. Men husk, din rejsekuffert skal være fra før plastic-alderen. Så sportstasker, nylon-rygsække og reklametasker gælder ikke.

Og har du lyst til at klæde dig som de medvirkende i Matador eller Badehotellet så gør det endelig. Mange gør det allerede. Det gør blot dagen endnu festligere.

Møder du op med din gamle stilfulde rejsekuffert, så pakker vi den for dig med spændende oplevelser den 1. juli. Kør ud i good old days og oplev stemningen fra dengang.

Nyd naturen fra togets åbne endeperroner; Mariager Fjord, bøgeskovene syd for fjorden, de bølgende kornmarker i det kuperede landskab mod True og Vester Tørslev, den flotte udsigt over Glenstrup Sø og hedearealerne mellem Glenstrup og Handest. Alt sammen
kombineret med kulrøg, dampslag og flittig brug af lokomotivfløjten.

I Handest bør du besøge ventesalen og stationskontoret, der er indrettet som i 30`erne.

Her kunne Mads Skjern sagtens være stået af, men han valgte i stedet Korsbæk.

Har du lyst til at stå af undervejs ved et af vore trinbrætter eller stationer, kan du blot gøre det. Så samler vi dig op igen, når vi kører tilbage.

Alle banens person- og rejsegodsvogne er ude at køre. Lige fra den ældste personvogn fra 1910, til banens nyeste og yngste personvogn C 7, bygget 1934; fem år efter, Mads Skjern ankom til Korsbæk.

På Kuffert-dagen fremføres dagens tog af Veteranbanens største damplokomotiv nr. 3, bygget for 90 år siden i Kassel hos lokomotivfabrikken Henschel & Sohn til de daværende Horsens Vestbaner.

Veteranbanens driftsbestyrer Jan Eriksen fortæller: Når du kommer med din gamle og stilfulde rejsekuffert søndag den 1. juli, så må du ikke forvente, at turen bliver som i Den flyvende kuffert og med eksprestogsfart.
Veterantoget kører med 30 km i timen, men til gengæld får du sjælen med dig.

Hvorfor så ikke pakke en madkurv og tag kaffen med og nyd den på togturen undervejs? Det smager garanteret dobbelt så godt i de gamle personvogne.

Læn dig tilbage i sæderne og drøm dig tilbage til Korsbæk-tiden. Måske er det endda Røde, der håndterer din kuffert, når du kommer til Handest? Hvem ved?

Du har 45 minutter, det er den tid, det tager at køre gennem det meget afvekslende landskab mellem Mariager og Handest.

Du kan se køreplanen

Vinspecialisten Mariager markerer to års jubilæum med festlige aktiviteter og attraktive tilbud

Læs også: Vinspecialisten Mariager markerer to års jubilæum med festlige aktiviteter og attraktive tilbud

Mariager og omegn

Se flere artikler