Nyheder
Kunstperformance og lydkunst i Rold Skov og Skørping
Cyprianus Radio er 6 nyskabende events indenfor kultur- og naturformidling, i hhv. Rebild Kommune, Jammerbugt Kommune og Vesthimmerland Kommune.
Projektet hedder CYPRIANUS RADIO, som refererer til de gamle sortebøger for magi og trylleformularer, og søger at genfortrylle menneskets relation til naturen – nærmere bestemt 3 nordjyske naturområder. Projektet vil henvende sig særligt til unge, som den gruppe, der er opvokset i en digital, sekulariseret og affortryllet verden, hvor magi har været uforenelig med naturen. Samtidig er projektet også skabt i samarbejde med flere forskellige og kreative ungegrupper i Region Nordjylland. Kunstnere er til projektet hyret til at skabe et værk inden for performance, lyd og litteratur, som har afsæt i naturområder i de respektive kommuner: Rold Skov, Tingskoven og Borremosen. De forskellige optrædener til eventerne optages og arkiveres efterfølgende i podcastformater som trylleformularer, man kan tilgå som en digital, auditiv cyprianus.
Første event i rækken er 1. juni i Rold Skov/Skørping med performancekunstner Camilla Brogaard og lydkunstner Frederik Melving Vigil Hansen, hvis to praksisser kommer til at væve sig ind og ud af hinanden. Først på dagen vil Camilla Brogaard skabe en kollaborativ performance som undersøger kæbens sociale struktur. Performancen inviterer til en mellemkropslig granskning af kæbeledets kød, knogler og kommunikation. I samarbejde med publikum og naturen omkring skovens kilder reflekterer Camilla over måden hvorpå vilde – og derfor afinstitutionaliserede – kæber kan skabe et udløb for de fortællinger, der netop nu er etisk-, magisk- og socialt potente. Dermed bliver performancen en gentænkning og kollektiv sansning af begrebet “i folkemunde”.
Herefter vil Frederik Melving Vigil Hansen skabe og opføre et lydværk i 100-salen på KulturStationen, hvor han ved hjælp af forskellige teknologier, giver naturen mulighed for at være med til at skabe og udtrykke sig. Frederiks lydværk tager udgangspunkt i Rold Skov og dets materialer, og giver en stemme til skovens fortid og fremtid.
Dagens event afrundes med en samtale/talk mellem begge kunstnere og publikum, modereret af Kaellingstenen.
PROGRAM d. 01.06.:
kl 12.45: Vi mødes foran KulturStationen, Sveriggårdsvej 4, Skørping
(hvorfra en bus kører alle deltagende til Rold Skov)
kl. 13.30: Performance af Camilla Brogaard, Ravnkilde, Rold Skov.
kl. 15.15: Kørsel tilbage til KulturStationen
kl. 16.00: Koncert med Frederik Melving Vigil Hansen, 100-salen, KulturStationen.
kl. 17.05: Talk mellem de to kunstnere og publikum – modereret af Kaellingstenen.
kl. 18.00: Snacks og afrundning.
Vi anbefaler at man er med hele dagen til eventet
Alle 6 events er gratis.
Vi anbefaler at man er fra 15 år og op.
Man kan følge med på Instagram @kaellingstenen
Link til facebook event d. 01.06