Alarm 112
Kvinde fundet druknet i havnen i Hals – Politiet beder offentligheden om hjælp
Onsdag den 25. juni 2025 blev en kvinde tidligt om morgenen fundet druknet i havnebassinet i Hals. Politiet har endnu ikke været i stand til at identificere kvinden og beder nu offentligheden om hjælp til at finde ud af, hvem hun er.
Fundet tidligt onsdag morgen
Det var en forbipasserende, der klokken 06:47 slog alarm, efter at have opdaget kvinden i vandet ved havnen i Hals. Politiet rykkede hurtigt ud til stedet.
“Vi sendte straks ambulance og flere patruljer til havneområdet i Hals, hvor vi kunne konstatere at kvinden var afgået ved døden. Vi har foretaget forskellige undersøgelser i området, men er ikke længere tilstede derude. Vi har foretaget en del efterforskningsskridt, men for nuværende er der ikke noget der indikerer, at der ligger en kriminel handling bag kvindens død. Vi lukker naturligvis ingen muligheder, men går sagen grundigt efter i sømmene,” fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, politikommissær René Kortegaard.
Læs også:
Politiet søger vidner og oplysninger
Nordjyllands Politi arbejder på højtryk for at identificere kvinden, men det er endnu ikke lykkedes.
“Det er ikke lykkedes os at identificere kvinden og vi har endnu ikke haft nogle henvendelser, der har ledt til opklaring af hvem hun er. Politiet er meget interesseret i at høre fra vidner eller andre, som kan have oplysninger, der kan hjælpe os med at identificere kvinden. Det gælder også, hvis man har videooptagelser eller billeder fra området,” beder vagtchefen.
Han tilføjer, at der stadig er mange ubesvarede spørgsmål i sagen.
“Politiet kan ikke udelukke, at kvinden er faldet i vandet langt fra Hals og er drevet ind i havnebassinet, ligesom det er uklart, hvor længe kvinden har ligget i vandet. Det skal nærmere undersøgelser og en obduktion være med til at kaste lys over.”
Signalement af kvinden
Politiet har frigivet et signalement i håbet om, at nogen kan genkende kvinden:
- Kvinde
- 55-70 år
- Spinkel af bygning
- Gråt hår
- Iført en pink jakke med blå syninger og blå lynlås
- Mørke bukser
- Sorte sko
- Bar en guldring med blå sten og initialerne RFJ eller REJ (disse initialer kan stamme fra en smykkevirksomhed)
Kontakt politiet
Har man oplysninger, der kan hjælpe politiet med at identificere kvinden, bedes man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.
Læs også: