Nyheder
KVIT røgen – når det passer dig
.Mariagerfjord Kommune skifter til et af Kræftens Bekæmpelses nyere koncepter for rygestopkurser. Det betyder blandt andet, at der nu er løbende optag til rygestop-kurserne, så rygerne ikke længere behøver at vente på at komme i gang med at stoppe . Fra slutningen af august kan rygere deltage i Kom & Kvit i Hobro og Hadsund. […]
.
Mariagerfjord Kommune skifter til et af Kræftens Bekæmpelses nyere koncepter for rygestopkurser. Det betyder blandt andet, at der nu er løbende optag til rygestop-kurserne, så rygerne ikke længere behøver at vente på at komme i gang med at stoppe .
Fra slutningen af august kan rygere deltage i Kom & Kvit i Hobro og Hadsund. Konceptet er udviklet af Kræftens Bekæmpelse og er meget fleksibelt i forhold til andre rygestop-forløb.
– Vi har møder en gang om ugen, men der er løbende optag og i modsætning til de rygestopkurser, vi har kørt tidligere, er der ved Kom & Kvit ikke krav om, at man skal deltage hver gang. Man kan blot møde op efter behov. Da optaget er løbende og konceptet lægger op til, at deltagerne skal tage rygestoppet i deres eget tempo, har vi heller ikke en fælles rygestopdato. Konceptet indeholder otte temaer, hvor hver mødegang omhandler et tema. Når de otte temaer er gennemløbet, starter vi forfra, så kurset har ikke nogen slutning. Man kan gå på holdet lige så længe, som den enkelte deltager og rygestopinstruktøren er enige om, at det giver mening, fortæller rygestopkoordinator i Mariagerfjord Kommune, Anne Højbjerg Krogh.
I modsætning til tidligere rygestop-forløb er der ingen skriftlige opgaver. Møderne bygger i stedet på gruppesamtaler ud fra aktuelle emner og problemstillinger. Samtalerne bliver suppleret af film, lydklip og billeder.
Vigtigt med støtte og opbakning
– Vi er skiftet fra de gamle kurser til Kom & Kvit-konceptet, da mange efterspørger et mere fleksibelt rygestoptilbud. Flere tidligere deltagere har udtrykt, at fem mødegange og en opfølgning er for lidt. På de tidligere kurser var rygestoppet placeret mellem 2. og 3. mødegang, og det betød, man kun mødtes to gange kort efter rygestoppet, hvorefter man skulle klare tre måneder på egne ben. Men mange savnede støtte og opbakning i en længere periode, forklarer Anne Højbjerg Krogh.
Et af målene med det nye koncept er at nå en målgruppe, som hidtil kan være blevet afskrækket af skriftlige opgaver og powerpoint-undervisning.
– Kom og Kvit konceptet er udviklet, så det i højere grad også henvender sig til både mandlige rygere og til rygere med kortere uddannelse.
For alle
Anne Højbjerg Krogh ser mange fordele ved Kom & Kvit-kurser fx den individuelle rygestopdato. Men hun er også klar over, at det kan give lidt utilfredshed, at kurserne kun bliver udbudt i Hobro og Hadsund.
– Tilbuddet er selvfølgelig stadig for alle borgere i hele kommunen. Men for at sikre, at holdene hele tiden er store nok til, at vi fx kan føre gruppesamtaler, er vi nødt til at samle det i to byer.
Hun ser frem til at tage konceptet i brug, for hun er sikker på, at det vil blive en fordel, at dem, der er stoppet med at ryge, kan støtte og hjælpe dem, der endnu ikke er så langt i processen.
Hun skynder sig dog at fastslå, at fjord-kommunen på trods af det nye koncept – stadig har særlige tilbud til bestemte målgrupper.
– Folk, der ryger mere end 15 cigaretter om dagen, gravide eller gravides partnere har fortsat mulighed for at få individuel vejledning og økonomisk tilskud til nikotinerstatning eller rygestopmedicin.
Fakta
Kurset i Hobro starter d. 24. august kl. 16.30 til 18.00 og kurset i Hadsund starter d. 27. august kl. 9.30-11.00. Både i Hadsund og Hobro er rygestop-kurserne i det lokale sundhedscenter.