Lad os få skiftet godt ud på Christiansborg

5. oktober 2022
Lad os få skiftet godt ud på Christiansborg

Af Jens-Henrik Kirk Det Konservative Folkeparti, 2. Viceborgmester Mariagerfjord, Regionsrådsmedlem

Tilliden til politikere er rekord lav. Den seneste valgperiode har været præget af partihopperi, grøfteskydning og en sjældent hård retorik. Senest har regeringens eget støtteparti Radikale Venstre meddelt statsministeren, at der skulle udskrives valg d. 4. oktober. Det pga. minksagen og de politiske dønninger omkring den. Radikale Venstre ønskede ikke, at Mette Frederiksen skulle stilles til ansvar for grundlovsbruddet, men ville alligevel sende et kraftigt signal. Valget blev ikke udskrevet, men mon ikke det kommer i dag.

Den seneste valgperiode har også vist, at Christiansborg lever sit eget liv. Meget få politikere har erhvervserfaring og har prøvet andet end uddannelse og en kometkarriere til Borgen. Endnu flere politikere er flasket op med politik i ungdomspartier, hvor man så gør hinanden tjenester, jo længere man kommer frem. Det være sig at tage egne kampagneledere og presserådgivere med ind i ministerierne og sætte et hold af ministre fra ens eget kampagnehold.

Diskussionen omkring manglende erhvervserfaring er ikke ny. Det er diskussionen omkring land og by heller ikke. Vi ser mange kandidater og prominente politikere sige, at de kommer fra Thy, Aalborg eller Brønderslev, men virkeligheden er mere, at Nordsjælland, København og Dragør er basen for den politiske elite. Og sådan har været det i mange år. Få politikere bor i deres valgkreds, kender det politiske miljø i byråd og region og har haft et helt almindeligt job. Ja, men hvad er problemet med det, Hr. Kirk? Udfordringen er, at vi alle har en referenceramme, vi tager med i vores daglige beslutninger. At vores hjerte er fyldt af det, som er tæt på og nærværende. Det betyder måske også noget for den tone, man bringer med sig. På de mange arbejdspladser, jeg har været på, har respekten og ordentligheden været en anden end den, jeg ser vores toppolitikere møde hinanden med.

Det er sundt med udskiftning. Ved det sidste kommunalvalg i Mariagerfjord blev 10 ud af 29 medlemmer skiftet ud. Det har givet meget ny energi og nysgerrighed på hinanden og det politiske arbejde. I Region Nordjylland var der også massiv udskiftning, og vi fik bl.a. en ny dygtig formand for Regions Rådet i Venstres Mads Duedahl. Det var tiltrængt med systemskifte. Jeg er stolt af det lykkes at få borgerligt flertal i Regions Nordjylland for første gang. Nu skal vi også have en ny statsminister og en borgerlig regering.
Vil man noget nyt, skal der nye folk til. Jeg synes, vi skal have en ny retning for Danmark og se lokale Mariagerfjord kandidater på Christiansborg. Det fortjener vores område. Vi har brug for nogle til at tale vores sag når det kommer til afkørsel til motorveje, klimaerhvervsskole, turisme, erhverv og den grønne omstilling. Jeg er klar til valget og håber at møde mange lokale vælgere på gader, i virksomheder og til debatter. God valgkamp.